Professor Tine Jess: AAU går den ekstra mil

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Lars Svankjær, Videnskabernes Selskab

Tine Jess havde aldrig troet, at hun skulle være forsker. Hun havde altid forestillet sig, at hun skulle være læge i klinik med kittel og stetoskop. Men som medicinstuderende blev hun tilbudt at blive en del af et forskningsprojekt om kroniske mave-tarm-sygdomme. Tilbuddet kom fra en anerkendt professor ved Herlev Hospital, der hed Vibeke Binder. Tine Jess var medicinstuderende i hendes afdeling og sagde i første omgang nej tak til tilbuddet.

”Jeg var ikke umiddelbart interesseret. Hun bad mig om at gå hjem og tænke over det til næste dag, og det gjorde jeg så. Jeg fandt hende utrolig skarp og inspirerende. En rollemodel, som jeg kunne spejle mig i. Derfor gik jeg tilbage og sagde ja til projektet. Indholdet var på daværende tidspunkt sekundært for mig, men blev definerende for min karriere,” fortæller Tine Jess.

”Pludselig befandt jeg mig som helt ung på talerstolen ved den største kongres i verden inden for mit fag. Herefter gik det slag i slag – der var ligesom ingen vej tilbage,” tilføjer hun.

I dag er Tine Jess professor ved Klinisk Institut på AAU og leder af grundforskningscentret PREDICT, som forsker i kroniske inflammatoriske tarmsygdomme. Hun er også en af de markante AAU-skikkelser, som AAU Update har interviewet om forholdet til AAU i anledning af universitetets 50-års jubilæum.

Kometkarriere

Tine Jess blev færdiguddannet læge fra Københavns Universitet (KU) i 2002, og siden da har hendes karriere kun taget fart. Hun fik udgivet en videnskabelig artikel i verdens bedste tidsskrift inden for sit område samme år, som hun dimitterede. Herefter fik hun job på det anerkendte amerikanske hospital, Mayo Clinic i Minnesota. Sidenhen har hun haft ledende roller i industrien og staten, forsvaret sin doktordisputats fra KU som 33-årig og modtaget adskillige priser og bevillinger i løbet af sin karriere.

Blandt andet fra Danmarks Grundforskningsfond. Herfra fik hun i 2019 en bevilling på 68,5 millioner kroner til det grundforskningscenter, som hun valgte at etablere på campus i København. Her havde hun været adjungeret professor siden 2012.

”Jeg havde et rigtig godt forhold til Aalborg Universitetshospital (Aalborg UH). Et samarbejde med klinikerne præget af gensidig respekt, ordentlige forhold og entusiasme, hvilket jeg sætter stor pris på,” siger Tine Jess.

”Den mavetarmmedicinske afdeling på hospitalet er den førende i Danmark og ligger hvert år imponerende højt på NewsWeeks internationale liste over verdens bedste hospitaler. I etableringen af vores multidisciplinære center, hvor samspillet mellem klinikere og basalforskere er essentielt, var det derfor oplagt at lægge centeret ved AAU i partnerskab med Aalborg UH,” tilføjer hun.

Hjertet er med 

For hende var AAU et attraktivt universitet at slå sig ned på, fordi det ikke er landets største eller ældste.

”At universitetet ikke er ’den største i klassen’, betyder, at man går den ekstra mil. Man ved, at man skal gøre det godt og gøre det ordentligt for at klare sig. Måske der også er noget nordjysk mentalitet i det her med at være rolig, forankret og ordentlig, som gør, at jeg oplever, at man er her mere for sagen end for alle mulige politiske dagsordener, siger Tine Jess.

”Man vil som universitet gerne gøre en forskel med den forskning, man laver, og jeg kan godt lide, at vi har en ledelse, der sætter en retning, hvor hjertet også er med,” tilføjer hun.

Tine Jess ser det dermed også som en styrke, at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU kun er 15 år gammelt. Fakultetet er optaget af at vise sit værd og at positionere sig, og professoren oplever, at der er mere fleksibilitet og agilitet omkring beslutningerne, end hun har oplevet andre steder. Når en organisation har vokset sig meget stor, bliver der utrolig mange veje op igennem systemet for selv de mindste beslutninger, mener Tine Jess.

”Beslutningsgangene er kortere, når man ikke er større eller ældre. Det gør, at man virkelig kan rykke på nogle ting. Det synes jeg i den grad, at vi har vist med PREDICT,” siger hun.

Grundforskningscentret er bygget op fra nul og har i dag et af verdens førende forskningsmiljøer inden for inflammatoriske mavetarmsygdomme. Ifølge Tine Jess skyldes det, at centret er lykkedes med at skabe en state-of-the-art model for, hvordan man bedst muligt bruger sundhedsdata og biobanker til at gøre en forskel inden for et givent sygdomsområde.

At se andre vokse

I dag er Tine Jess i en position, hvor der nærmest ikke går en uge imellem, at hun modtager en invitation til at komme og holde oplæg om sin forskning rundt omkring i verden.

For Tine Jess er den største glæde i jobbet imidlertid at vejlede og se unge talenter blomstre.

”Det jeg nyder allermest, er at være nærværende med mine folk og have interaktioner med dem omkring forskningen, og at få tingene til at bevæge sig fremad,” forklarer hun.

På centret har hun bevidst gået efter at sammensætte et forskerteam, hvor forskellige nationaliteter, aldre og køn er repræsenteret. For hende ligger der en styrke i forskellighed:

”Det er simpelthen fordi, at der kommer flest geniale idéer, når forskellige mennesker arbejder sammen,” fastslår professoren.

Udsyn og engagement

Efter 15 år på AAU tøver Tine Jess ikke med at fastslå, hvad hendes håb for universitetets fremtid er. Hun håber, at AAU vil holde fast i det, der siden begyndelsen i 1974 har været nogle af universitets vigtigste særkender: Udsyn og engagement i omverdenen.

”Jeg kan godt lide den linje, universitetet har lagt med sine missioner. At vi forholder os og bidrager til, hvilke løsninger verden har brug for lige nu,” siger Tine Jess.

Professoren konstaterer, at der er flere store udfordringer i både Danmark og på globalt plan, som kalder på handling. Herunder klimakrisen, krigen i Ukraine og den manglende trivsel blandt unge.

”I forhold til at byde ind på de store samfundsudfordringer, synes jeg faktisk, at AAU er i front blandt universiteterne i Danmark. Derfor ser jeg med spænding og forventning også på AAU’s næste 50 år. Jeg håber virkelig, man vil holde fast i at have udsyn og at arbejde for verden,” siger hun.