Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Den første arbejdsdag på AAU står stadig lysende klart for Lon Nguyen. Også selv om den ligger mange år tilbage i tiden. Han troppede nemlig op på Institut for Datalogi og blev mødt af en næsten tom bygning.
”Jeg fandt en sekretær, som sagde ’Velkommen til, Lon. Alle dine kolleger holder fri. Det er 1. maj.’ Da jeg havde drukket kaffe og spist morgenbrød med sekretærerne, sagde de, at jeg godt kunne gå hjem og holde fri resten af dagen,” fortæller Lon Nguyen med et smil.
Han er en af de AAU-ansatte, som AAU Update i en ny artikelserie har talt med i anledningen af universitetets 50-års jubilæum. Hvordan er forholdet til arbejdspladsen – og hvilke ønsker har han for fødselaren?
Færre fejl 40
Hvis du synes Lon Nguyens navn lyder bekendt, så er det formentlig fordi, han har haft din computer mellem hænderne. Han arbejder som it-supporter ved IT Services (ITS) og har sin daglige gang på campus i Aalborg Øst. I 22 år har han løst studerende og ansattes it-problemer, og helt generelt mener Lon Nguyen, at AAU’s ansatte og studerende i dag er rigtig dygtige til it.
”Der bliver længere og længere imellem de såkaldte ’fejl 40’, hvor en bruger fx har overset et løst kabel eller en slukket stikkontakt. Men når det sker, plejer jeg bare at sige, at det kan ske for alle mennesker, når man har travlt,” siger Lon Nguyen, som i 1996 blev udlært elektronikmekaniker.
Travlhed – på den gode måde
Både opgaverne og arbejdspladsen har ændret sig meget i de år, Lon Nguyen har arbejdet på AAU. Han har ikke den samme tid til at servicere den enkelte bruger, som han havde tidligere.
”Før i tiden gik jeg ud til brugerne og lavede alle opsætningerne for dem på deres maskine. Man kunne forkæle dem noget mere og havde tid til at drikke en kop kaffe eller te sammen med dem. Det sker selvfølgelig stadig, at vi kan smalltalke, men vi har meget mere travlt i dag,” siger Lon Nguyen.
”Der er gang i den, men det er også det, jeg elsker ved arbejdet,” tilføjer han.
Alsidigheden er et andet aspekt af jobbet, som Lon Nguyen sætter stor pris på. It-branchen ændrer sig konstant, og der er hele tiden mulighed for at lære noget nyt. Om nye teknologier eller nye, smartere metoder.
”Du kan ikke gå i stå – jeg synes, jeg lærer noget nyt hver dag,” fortæller han.
Fra generalist til specialist
Da Lon Nguyen blev ansat på universitetet, var opgavelisten betydeligt bredere, end den er i dag. Han startede som generalist, der tog sig af alle tænkelige it-opgaver på Institut for Datalogi – fra netværk og kabling til opsætning af printere.
”Du fik ekstremt meget viden, men samtidig blev det også meget ’frosset’. Der var meget information og viden, du selv skulle tilegne dig, og det kunne nogle gange være svært at rumme det hele,” forklarer Lon Nguyen.
I dag er alle universitetets it-supportere samlet i én afdeling – ITS. Det gode ved den centraliserede løsning er, ifølge Lon Nguyen, at det giver plads til, at it-supporterne bliver specialister inden for forskellige nicher.
”Min niche er, at jeg er god til at løse problemer, når de opstår, og at tænke kreativt. Jeg ved tit, hvorfor et problem opstår. Jeg har været her i mange år, så jeg kender mange af de symptomer, der kan opstå, for jeg ved, hvordan udstyret opfører sig,” fortæller han.