I 2024 var alle medarbejdere i Fælles Service for første gang samlet til en fælles temadag. Både denne dag og de efterfølgende aktiviteter har haft til formål at styrke fællesskabet og samarbejdet på tværs af Fælles Service.
For universitetsdirektøren er det nemlig vigtigt, at AAU og administrationen bliver ved med at være et godt sted at arbejde:
”De forandringer, vi gennemfører, skal selvfølgelig sørge for, at vores organisation passer til de opgaver, vi har. Og til de ressourcer, vi har. Det siger sig selv.”
Fokusområder i 2025
Universitetsdirektøren præsenterede også nogle af de største aktiviteter og indsatser, der venter i det nye år. Det første halvår vil blive brugt på at lægge en institutionsplan og sikre en god implementeringsproces for kandidatreformen. Derudover vil der være et øget fokus på digitalisering, AI og en styrket sikkerhedskultur.
”Det er mit indtryk, at vi faktisk er ret godt med på AI-området, når vi sammenligner os med resten af sektoren. Men vi skal fortsat have fokus på de teknologiske muligheder og på at udnytte dem til vores fordel. Og til at høste besparelser,” forklarede universitetsdirektøren.
Han varslede samtidig et opgør med de mange blanketter, som fortsat præger dele af arbejdet på AAU. Selvom stakkene er blevet mindre, så er der stadig mange håndholdte processer på universitetet.
”Et af mine nytårsforsætter på administrationens vegne er derfor, at vi får elimineret de fysiske blanketter én gang for alle. Og vi starter i 2025,” lød opfordringen.