Hvorfor er du med til universitetsfesten i aften?
Dagmar: Jeg er til festen for at have en god aften med mine kollegaer. Derudover samarbejder jeg til daglig med mange forskellige afdelinger på universitetet, så jeg glæder mig også til at være sammen med kollegaer fra andre enheder i festlige omgivelser.
Massimo: Jeg deltog ved jubilæet sidste år, hvor jeg havde en sjov fest. Der var god mad, god stemning og god musik, og derfor har jeg glædet mig til at deltage igen i år med min forskningsgruppe.
Johanne: Festen er en god anledning til at lave noget med mine kollegaer udenfor kontoret og til at møde dem, jeg kender fra andre institutter. Det giver os nemlig noget at tale om og grine med hinanden over.
Johannes: Det er den første universitetsfest, jeg er med til i mine 30 år på AAU. I aften er min kone og jeg taget afsted sammen, hun arbejder nemlig også på AAU.
Berit: Det er en tradition, der skaber godt samvær blandt kollegaer og samarbejdspartnere i andre afdelinger på universitetet.
Hvad ser du mest frem til under aftenens fejring af universitetet?
Dagmar: Jeg glæder mig til at snakke med en masse mennesker, lækker mad og noget godt at drikke – og så har jeg tænkt mig at hive nogle kollegaer med op foran scenen, så vi kan danse og have det sjovt.
Massimo: Jeg glæder mig til at mærke atmosfæren og være sammen med mine kollegaer i mere afslappede rammer. Men lige nu glæder jeg mig nok mest til maden, for jeg er ret sulten.
Johanne: Jeg glæder mig mest til at holde en god fest sammen med nogle gode kollegaer.
Johannes: Jeg glæder mig mest til at få god mad sammen med min kone.
Berit: Musikken, som jeg har læst op på forinden, og kollegialt samvær – for vi skal danse og have en hyggelig aften sammen.