Nyhed
AAU’s nye æresdoktorer i rundbordssamtale om fremtidens udfordringer i akademia
Lagt online: 09.04.2025

Nyhed
AAU’s nye æresdoktorer i rundbordssamtale om fremtidens udfordringer i akademia
Lagt online: 09.04.2025

Academic Round Table om internationalt forskningssamarbejde i den aktuelle geopolitiske situation og anvendelse af AI på universiteterne
Nyhed
Lagt online: 09.04.2025
Nyhed
Lagt online: 09.04.2025
Af Susanne Clement Justesen, AAU Kommunikation og Public Affairs.
Foto: Anders Fast Nielsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Den 3. april blev Academic Round Table 2025 afviklet i Investors’ Lounge i Innovate. Det er sjette gang, at AAU samler de nye æresdoktorer til en dialog om komplekse emner. På dagsordenen var dels, hvordan den geopolitiske sikkerhedssituation påvirker samarbejdet mellem internationale forskere og universiteter, og dels hvordan AI påvirker universiteternes uddannelser og forskning.
I sin velkomsttale adresserede rektor Per Michael Johansen de geopolitiske udfordringer, som universiteterne står overfor.
”Det er som et skib på åbent hav, og vi ved ikke, om vi kommer sikkert i havn.”
Han betonede den fælles passion for akademia og ønsket om at anlægge en videnskabelig tilgang til at forstå verden.
”I repræsenterer hver især perspektivet og ekspertisen inden for jeres videnskabelige område. Med jeres indsigt og internationale vision har I meget at byde på. Derfor er det en fornøjelse, at vi kan bruge tid i hinandens selskab og have givende diskussion."
Herefter gav han ordet til AAU’s første distinguished professor og moderator Gregory Lip, som bød de nye æresdoktorer velkommen i deres ”anden familie” og rammesatte den uformelle dialog om den geopolitiske situations betydning for internationalt forskningssamarbejde mellem forskere og universiteter samt brugen af kunstig intelligens i universitetsregi. Derpå fulgte en præsentation af professor Emelia J. Benjamin, Boston University, professor Liesbeth Lijnzaad, Maastricht University, professor Ann Blandford, University College London og professor Elena Semino, Lancaster University. De nyder alle stor international anerkendelse for deres banebrydende forskning.
Næste tema var kunstig intelligens (AI) og dets konsekvenser for universiteterne, hvor æresprofessorerne delte deres refleksioner over og erfaringer med at bruge AI fra indsamling af data over udvikling af modeller til løsning af konkrete problemstillinger. De talte bl.a. om, hvordan AI stiller nye krav til de studerendes færdigheder og vigtigheden af at undersøge og forholde sig kritisk til, hvor data stammer fra, og hvordan de anvendes forskningsmæssigt.
Sidste punkt på dagsorden var talentprogrammet AAU Excellence, som blev præsenteret af professor og programdirektør Henrik Halkier. Efterfølgende spurgte talenterne ind til gæsteprofessorernes syn på accelerationen i brugen af AI og udfordringerne med at få privat- og arbejdsliv til at hænge sammen som kvindelig forsker.
Æresdoktorernes budskab til de unge forskere var, at det er vigtigt at tage sig tid til at blive skarp på, hvad der er vigtigt for en selv som forsker. At de skal huske, at forskning er en kreativ proces, som tager tid. At det er vigtigt at vise egenomsorg. At de skal fortælle andre, hvad de er gode til. Og at de skal lære at håndtere modstand, når de fx får afvist en videnskabelig artikel.
Blandt tilhørerne til AAU’s årlige Academic Round Table var dekan Lars Hvilsted Rasmussen, SUND. Han oplevede igen i år, at æresdoktorerne var meget interesserede i at drøfte emnerne og svare på spørgsmål fra AAU-talenterne.
”AAU Academic Round Table giver de nye æresdoktorer en enestående mulighed for at lære hinanden at kende på en god og uformel måde, og bidrager til, at de føler sig velkomne i AAU-familien. Dette års æresdoktorer udviste stor interesse for at drøfte de aktuelle og vigtige temaer og for muligheden for en dialog med fremtidens forskertalenter fra AAU Excellence-programmet.”
Det, Lars Hvilsted Rasmussen især tog med hjem fra dette års Academic Round Table, var bekymringen for forskningssamarbejder på tværs af landegrænser.
”Udviklingen i den geopolitiske situation og dens betydning for det internationale samarbejde mellem universiteter og forskere er stærkt bekymrende. Udviklingen udfordrer måden, forskningssamarbejde tidligere har fungeret på og medfører betydelige negative konsekvenser for både forskere, universiteter og forskningen generelt.”