Spring til indhold.

Nyhed

AAU’s nye forskertalentprogram for yngre forskere åbner for ansøgninger

Lagt online: 26.06.2024

Aalborg Universitet ønsker at højne de akademiske kvalifikationer hos de dygtigste forskere tidligt i karrieren. Derfor lancerer direktionen nu det toårige forskertalentudviklingsprogram ”AAU Excellence”.

Nyhed

AAU’s nye forskertalentprogram for yngre forskere åbner for ansøgninger

Lagt online: 26.06.2024

Aalborg Universitet ønsker at højne de akademiske kvalifikationer hos de dygtigste forskere tidligt i karrieren. Derfor lancerer direktionen nu det toårige forskertalentudviklingsprogram ”AAU Excellence”.

Af Susanne Clement Justesen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

English version here

Formålet med det nye forskertalentprogram er at udvikle forskningskompetencer og modne banebrydende og kreative forskningsidéer hos deltagerne. Desuden vil programmet indeholde kompetenceudvikling inden for fx prestigefyldte forskningsbevillinger, udarbejdelse af videnskabelige ansøgninger, forskningsledelse og medietræning. Ligeledes vil mentoring, opbygning af videnskabeligt netværk og eksklusive møder med internationale topforskere og repræsentanter fra videnskabelige fonde indgå i programmet.

AAU Excellence skal med andre ord opkvalificere deltagernes forsknings- og lederkompetencer samt øge deres succesrate for forskningsmæssige nybrud og hjemtag af prestigefyldte forskningsbevillinger.

Øge konkurrenceevnen

"AAU skal bidrage til løsningen af de store samfundsmæssige udfordringer, og det stiller nye og særlige krav til forskningskompetencerne. Ligeledes oplever vi en øget international konkurrence om fremtidens forskertalenter. Derfor skal vi som universitet kunne tiltrække, udvikle og fastholde de bedste forskningstalenter, og det skal AAU Excellence være med til at sikre," siger direktionsansvarlig for AAU Excellence, dekan Lars Hvilsted Rasmussen. 

Særlig målgruppe

Forskertalentprogrammet retter sig mod de mest talentfulde yngre forskere med op til fem års ph.d.-anciennitet. Ansøgerne skal være ansat på AAU. Det vil være muligt for eksterne at søge om optagelse i talentprogrammet, hvis de har en AAU-ansættelseskontrakt på optagelsestidspunktet.

Udvælgelse af deltagere

Processen for optagelse i AAU Excellence ser således ud: 

  • Offentliggørelse af call primo juli
  • Deadline for interessetilkendegivelse den 26. august
  • Deadline for indsendelse af ansøgning den 8. oktober
  • Eksternt review af ansøgninger den 10. til 31. oktober
  • Individuelle interviews den 12. og 13. november
  • Offentliggørelse af de otte deltagere den 15. november
  • Officiel fejring i december
  • Opstart af programaktiviteter den 1. januar 2025

Der optages to deltagere pr. fakultet hvert år.

Læs mere om talentprogrammet her

Yderligere information

Kontaktperson Lasse Panny Pedersen, mail aau-excellence@aau.dk.