Nyhed
SSH-fakultetet står over for omstrukturering
Lagt online: 04.03.2025

Nyhed
SSH-fakultetet står over for omstrukturering
Lagt online: 04.03.2025

SSH-fakultetet står over for omstrukturering
Nyhed
Lagt online: 04.03.2025
Nyhed
Lagt online: 04.03.2025
Af Anette Marcher, AAU Kommunikation og Public Affairs
SSH-fakultetet står i de kommende måneder over for en omstrukturering. Dekan Rasmus Antoft har netop meddelt, at han sætter gang i en proces, som skal resultere i en ny intern organisering af forskningsområder, uddannelser og administration på SSH-området.
”Det er det naturlige næste skridt i den sammenlægning af de gamle HUM- og SAMF-fakulteter, som vi gennemførte i 2021. Dengang rørte vi ikke ved institutternes porteføljer, men fokuserede i stedet på synergi- og integrationsskabende initiativer via signaturprojekterne. Men nu er tiden kommet til at gå et skridt videre og se på, hvordan vi internt organiserer os på SSH-fakultetet,” siger Rasmus Antoft.
Han peger på, at de bevæggrunde, der i sin tid lå til grund for sammenlægningen af HUM og SAMF, stadig i høj grad gør sig gældende: AAU har ikke udsigt til at få tilført flere midler, så det er nødvendigt at skabe organisatoriske enheder, der er i størrelse og styrke er bæredygtige både fagligt og økonomisk. Dertil kommer nye udfordringer som faldende ungdomsårgange, kandidatreformen og en usikker verdenssituation.
”Vi skal bl.a. se på, om det giver faglig mening at bibeholde de seks institutter, vi har nu, og i den form, de har nu. Måske giver det mere mening at flytte forskningsmiljøer eller uddannelser – eller at slå visse enheder sammen. Det vil vi klarlægge i den kommende proces, hvor SSH-medarbejderne naturligvis også bliver inddraget,” siger Rasmus Antoft.
Han understreger, at det væsentlige for ham er, at institutternes sammensætning giver faglig mening, og at de har en størrelse, som gør dem i stand til at imødegå fremtidens økonomiske og demografiske udfordringer.
Processen for, hvordan den nye SSH-organisering skal udvikles, ligger først fast, når den har været drøftet i fakultetssamarbejdsudvalget (FSU) 17. marts. Dekanen understreger dog, at han ønsker en proces, hvor alle SSH-medarbejdere får mulighed for at bidrage med input og forslag.
Forhåbningen er, at en ny institut- og administrationsstruktur for SSH-området kan ligge fast først på sommeren og kan træde i kraft 1. januar 2026.