Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Sådan oplever to internationale ansatte mødet med AAU og Aalborg

Lagt online: 20.05.2025

Hvordan føles det at ankomme til et nyt land og finde sig til rette - både professionelt og personligt? Det spørgsmål var i centrum, da International Staff Unit (ISU) inviterede til Diversity Storytelling Session, hvor to internationale medarbejdere delte deres historier om at begynde et nyt liv i Danmark og på AAU.

Nyhed

Sådan oplever to internationale ansatte mødet med AAU og Aalborg

Lagt online: 20.05.2025

Hvordan føles det at ankomme til et nyt land og finde sig til rette - både professionelt og personligt? Det spørgsmål var i centrum, da International Staff Unit (ISU) inviterede til Diversity Storytelling Session, hvor to internationale medarbejdere delte deres historier om at begynde et nyt liv i Danmark og på AAU.

Af Halla Ehssan El-Jechy, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Halla Ehssan El-Jechy, AAU Kommunikation og Public Affairs

Første erfaringer på AAU

Da Amit Kumar Mishra ankom til Danmark i december 2024 for at begynde sin ph.d.-uddannelse ved Institut for Energi på AAU, følte han sig godt rustet.

”Jeg har boet i områder med bjerge, ørkener og hav - steder med forskellige sprog, mad og kulturer,” fortæller Amit Kumar Mishra.

Amit Kumar Mishra er ph.d.-studerende ved Institut for Energi

Men der gik ikke længe, før han opdagede, hvor anderledes arbejdskulturen er på AAU i forhold til hans universitet i Indien.

”Den største forskel, jeg har bemærket, er vægten på samarbejde og praktisk anvendelse på AAU. Universitetet opfordrer studerende og ansatte til at arbejde sammen om virkelighedsnære projekter, hvilket fremmer et mere praktisk og engagerende læringsmiljø,” siger Amit Kumar Mishra.

”På mit universitet i Indien havde vi en mere teoretisk tilgang,” tilføjer han.

Det er ikke kun selve arbejdet, men også måden, man samarbejder på, der har gjort indtryk på Amit Kumar Mishra. Især mødekulturen har været en øjenåbner.

”I Danmark er møder meget strukturerede, og alle bliver opfordret til åbent at dele deres meninger. Det var nyt for mig, fordi jeg var vant til mere hierarkiske møder i Indien, hvor beslutninger ofte blev taget af seniormedarbejdere. Det tog lidt tid at tilpasse sig denne mere egalitære tilgang, men det har været en værdifuld læring,” understreger han.

En værdsat del af teamet

Selvom overgangen til den mere flade struktur og praktiske tilgang tog Amit Kumar Mishra lidt tid, ser han i dag tydeligt værdien i den danske måde at arbejde på. Han oplever især, at disse værdier også afspejler sig i dagligdagen med kollegaerne på Institut for Energi.

”Mine danske kolleger er meget støttende, respektfulde og åbensindede. Arbejdskulturen er samarbejdsorienteret og inkluderende, med et stærkt fokus på teamwork og gensidig respekt,” siger Amit Kumar Mishra.

Danske kolleger prioriterer deres personlige tid og velbefindende, hvilket afspejles i de fleksible arbejdstider og den vægt, der lægges på at holde ferie. Denne balance har haft en positiv indvirkning på min produktivitet og generelle livsglæde

Amit Kumar Mishra, ph.d.-studerende ved Institut for Energi

”Dette miljø har gjort det lettere for mig at passe ind og føle mig som en værdsat del af teamet,” tilføjer han.

Det internationale arbejdsmiljø på Institut for Energi er også en af de ting, som Amit Kumar Mishra fremhæver som positivt. Mødet med kolleger fra forskellige lande har nemlig givet ham nye perspektiver og erfaringer.

”Før jeg kom hertil, havde jeg ikke arbejdet med mange mennesker fra forskellige nationaliteter. Så det at arbejde i et internationalt miljø er faktisk en ny kompetence, jeg har tilegnet mig her,” fortæller han.

At finde sig til rette i Aalborg

Det er små ting, der har fået Amit Kumar Mishra til at føle sig hjemme i Aalborg.

Da han ankom til Danmark, var hans fly forsinket, og han missede sit tog til Aalborg. I det næste tog han kom med måtte han bede om hjælp undervejs og en medpassager tilbød ikke bare vejledning, men også kontanter til bussen.

Oplevelsen gjorde indtryk, og dagen efter startede han sin nye hverdag i Aalborg, blandt andet ved at købe en cykel første dag.
”Jeg havde cykelhjelmen med fra Indien, fordi jeg vidste, at Danmark er kendt for cykling. På min første arbejdsdag cyklede jeg på arbejde. Det var virkelig rart,” fortæller han.

For Amit Kumar Mishra er det vigtigt at omfavne de udfordringer og muligheder, der ligger i at bo og arbejde i et nyt land. Særligt peger han på den danske balance mellem arbejde og fritid som det mest overraskende aspekt.

”Danske kolleger prioriterer deres personlige tid og velbefindende, hvilket afspejles i de fleksible arbejdstider og den vægt, der lægges på at holde ferie. Denne balance har haft en positiv indvirkning på min produktivitet og generelle livsglæde,” siger Amit Kumar Mishra.

Den livsrytme, han har mødt i Aalborg, harmonerer med hans egne værdier. Og han har hurtigt fundet sig til rette, både i arbejdslivet og i hverdagen uden for universitetet.

”Jeg elsker det her sted. Folk siger, at klimaet ikke er godt, men jeg synes, det er det bedste. Jeg har levet 32 år i Indien med sol hele tiden, jeg behøver ikke se mere sol,” understreger han med et smil.

Erin Daina McClellan er lektor på Institut for Kultur og Læring

Aalborg er ikke København

Da Erin Daina McClellan flyttede til Aalborg i sommeren 2020 med sin familie, var det anden gang, hun boede i Danmark. Første gang var i 2018, hvor hun blev inviteret til København som gæsteforsker.

I dag er hun lektor ved Institut for Kultur og Læring, hvor hun underviser på bacheloruddannelsen i Sprog og Internationale Studier og arbejder med certificering i akademisk engelsk gennem University Pedagogy-programmet på AAU.

”Vi tænkte, det ville være en god oplevelse, og så skulle vi hjem igen,” fortæller hun. Men opholdet i København gjorde indtryk, og da hendes ægtefælle fik tilbudt en stilling som lektor på AAU, valgte familien at vende tilbage. Denne gang til det nordjyske. Senere fik Erin Daina McClellan selv tilbudt en stilling på universitetet.

Flytningen krævede dog en vis omstilling.

”Vores venner i København sagde til os: I ved godt, det ikke er København, ikke?” husker hun.

Familien flyttede til Aalborg Centrum og regnede med, at de kunne cykle rundt, som de havde gjort i København. Erin Daina McClellan fremhæver, at familien fik værdifuld hjælp i forbindelse med flytningen af Chanette Hemdrup Jakobsen, International Staff Partner i ISU.

”Jeg husker, at Chanette så en smule skeptisk ud og gjorde os opmærksomme på, at der ikke er så fladt i Aalborg, og at det også blæser mere her. Så først investerede vi i en elcykel, og til sidst endte vi med at købe en bil, hvilket var det rigtige valg,” tilføjer hun med et grin.

Nye forventninger

Flere af Erin Daina McClellans oplevelser på AAU har kredset om, hvordan man forstår og afstemmer forventninger i en ny arbejdskultur.

Hun gik ind til sin første MUS-samtale med erfaringer fra det amerikanske universitetssystem, hvor samtaler typisk handler om resultater og målopfyldelse. Derfor havde hun forberedt en liste over opnåede aktiviteter, men samtalen tog en uventet drejning.

”Min vejleder forklarede, at det var min mulighed for at fortælle, hvordan hun bedst kunne støtte mig. Ingen vejleder havde nogensinde sagt det til mig før, for slet ikke at tale om at have et fast årsmøde til at spørge om det,” siger hun.

Mine kolleger er meget vigtige for mig, for jeg føler, de hjælper mig med at forstå Aalborg, den danske kultur og hvad det vil sige at være en del af det danske universitetssystem, især på AAU

Erin Daina McClellan, Lektor på Institut for Kultur og Læring

En anden situation, der har sat sig, opstod under et møde, hvor en kollega bad hende forklare sin forskning på dansk: “Du har jo været her længe. Vi burde kunne gøre det her på dansk.” Kommentaren kom bag på Erin Daina McClellan.

”Jeg blev ansat til at forske på engelsk, og jeg har aldrig talt om min forskning på dansk. Jeg kan godt præsentere mig selv og føre en almindelig samtale, men at forklare min forskning på et sprog, jeg aldrig har brugt i den sammenhæng, føles som at bede en dansktalende elev i tredje klasse om at forklare et universitetsforskningsprojekt,” fortæller hun.

Oplevelserne har vist hende, hvor vigtigt det er at snakke om forventninger.

”Jeg oplever, at danskere generelt er gode til at sige, hvad de forventer. Og hvis man kan leve op til det, er det fint. Men hvis det føles, som om man ikke kan, eller der måske er brug for en ny forventningsafstemning, så er det vigtigt at kunne sige det også,” fastslår hun.

Hun fremhæver sine kolleger som en vigtig støtte i hverdagen.

”Mine kolleger er meget vigtige for mig, for jeg føler, de hjælper mig med at forstå Aalborg, den danske kultur og hvad det vil sige at være en del af det danske universitetssystem, især på AAU,” afslutter hun.

Læs også