Nyhed
Roskilde Festival for jurister
Lagt online: 04.06.2024

Nyhed
Roskilde Festival for jurister
Lagt online: 04.06.2024

Roskilde Festival for jurister
Nyhed
Lagt online: 04.06.2024
Nyhed
Lagt online: 04.06.2024
Af Anna Husted Hjerrild Hansen og Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Knap 1.200 deltagere fra cremen af den danske centraladministration, kommuner, regioner og advokatkontorer var den 29.- til 30. maj samlet i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). Her afholdt Juridisk Institut ved Aalborg Universitet sin årlige forvaltningsretskonference, som på få år er blevet den største juridiske konference i landet.
Professor Sten Bønsing, professor og viceinstitutleder på Juridisk Institut, er initiativtager til konferencen, som er blevet afholdt hvert andet år siden 2018. 500 jurister deltog i den første konference. Forleden var de 1.200 deltagere – hvilket er det maksimale antal, der er plads til i AKKC.
”Der har været en kæmpe interesse for at deltage. Vi måtte melde udsolgt tre måneder før konferencen, og der har været over 100 på venteliste. Jeg kan godt afsløre her, at vi nu prøver at gå over til at holde konferencen hvert år,” fortæller Sten Bønsing.
Han ser den store opbakning til konferencen som en kæmpe anerkendelse af, at Juridisk Institut på AAU er utrolig stærk på især socialret, digitalisering og forvaltningsret.
Som Sten Bønsing ser det, er der flere grunde til, at konferencen er blevet så populær.
”Folk kan godt lide, at der er fire parallelle spor, som man frit vælger mellem. Man er ikke bundet på nogen måde på forhånd til, hvad man vil høre. Så der er ikke noget med ”det emne har jeg hørt” – så vælger man bare noget andet,” forklarer han.
I år bød konferencen på hele 31 oplæg om alt lige fra klima- og miljøregulering, digital retssikkerhed, kunstig intelligens, social ret, barnets lov og børns rettigheder samt brug af sundhedsdata. Med andre ord var der masser af ny og spændende indsigt at hente. På programmet var blandt andre hovedtalere som Folketingets Ombudsmand Niels Fenger og Højesteretspræsident Jens Peter Christensen.
Formålet med konferencen har fra start været at skabe en forbindelse mellem den praktiske verden og forskningen, fortæller professoren:
”Vi kan berige hinanden begge veje. Og så er det faktisk et selvstændigt mål at give en form for efteruddannelsestilbud til især mange offentligt ansatte, som jo arbejder meget med forvaltningsret. Deres kursusbudgetter er stramme, og vi kan holde en lav pris, når der er så mange deltagere,” tilføjer han.
Det er Sten Bønsings indtryk, at deltagerne også er blevet meget glade for netværket af fagfæller. Mange af deltagerne er jurister fra kommuner – fra hele landet. Herudover vurderer han, at 25 procent er advokater, og resten kommer fra ministerier, universiteterne mv.
Udover at være imponeret over de mange spændende oplæg, så er noget af det, der har gjort størst indtryk på professoren netop den store gensynsglæde, han har oplevet blandt deltagerne.
”Jeg bliver så enormt glad, når jeg i pauserne hører folk: ”Er du her også?” Man kan høre, når folk møder gamle studiekammerater, tidligere kolleger – eller nuværende kolleger,” fortæller han.
Det er måske også derfor, at konferencen blandt mange deltagere bliver omtalt under betegnelsen ”Den juridiske fætter-kusine-fest”.
På LinkedIn er det dog særligt betegnelsen ”juristernes Roskilde Festival”, som går igen. En betegnelse, som selv rektor Per Michael Johansen havde bidt mærke i og refererede til i sin åbningstale.
”Jeg er faktisk i tvivl om, hvem der første gang lavede sammenligningen, men det var været noget, som deltagerne har gået og snakket om helt fra den første forvaltningsretskonference i 2018,” lyder det fra en glad og tilfreds Sten Bønsing efter konferencens afslutning.