Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Arkivfoto: AAU
Regeringen og forligspartierne er blevet enige om en tillægsaftale til universitetsreformen, som imødekommer en del af kritikken fra bl.a. Danske Universiteter.
”Jeg er glad for, at der er kommet mere fleksibilitet og muligheder ind i den endelige aftale. Vi kender endnu ikke alle detaljer i udmøntningen, så hvad det konkret betyder for hele Aalborg Universitet er for tidligt at sige, lyder det fra rektor Per Michael Johansen.
Tillægsaftalen lægger blandt andet op til følgende ændringer i forhold til reformens udgangspunkt:
- Fem procent af fremtidens erhvervskandidatstuderende på ingeniør- og STEM/IT-området vil kunne starte deres uddannelse med både SU og et fuldt studieår på universitetet, inden de skal ud i en virksomhed og studere på deltid.
- Den nye korte kandidatuddannelse skal ikke længere starte allerede i august måned, da det ville medføre en række vanskeligheder – særligt i forhold til at optage internationale studerende.
- Der er stadig tale om en meget omfattende reform med en række usikkerheder, og der er nu lagt en ny evaluering ind af reformen i 2028.
AAU tager i det nye år hul på arbejdet med reformen. Det fremgår af tillægsaftalen, at universiteterne nu har første halvår af 2025 til at arbejde med deres institutionsplaner, som skal konkretisere, hvordan de enkelte universiteter vil føre reformens elementer ud i livet på deres uddannelser.