Nyhed
Prorektor: Sådan bliver den videre proces med kandidatreformen på AAU
Lagt online: 06.01.2025

Nyhed
Prorektor: Sådan bliver den videre proces med kandidatreformen på AAU
Lagt online: 06.01.2025

Prorektor: Sådan bliver den videre proces med kandidatreformen på AAU
Nyhed
Lagt online: 06.01.2025
Nyhed
Lagt online: 06.01.2025
Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Arkivfoto: Lasse Møller Badstue
De politiske forligspartier bag kandidatreformen vedtog i december et såkaldt forligstillæg til kandidatreformen, som justerer den oprindelige aftale. Med den nye aftale har AAU og de øvrige universiteter fået et ekstra halvt år til at arbejde med institutionsplaner for, hvilke uddannelser der kan omlægges til henholdsvis kandidatuddannelser på 75 ECTS og/eller erhvervskandidatuddannelser (75-120 ECTS).
”Jeg glæder mig over, at vi med den nye aftale får bedre tid til at indarbejde de nye erhvervskandidattyper i institutionsplanerne og mulighed for en større inddragelse af organisationen, end det tidligere har været muligt. Det er vigtigt, at vi får truffet nogle velovervejede beslutninger i forhold til, hvordan fremtidens uddannelser skal se ud på AAU. Derfor har vi lavet en procesplan, hvor vi har tid til at genbesøge de grovskitser, der har været udarbejdet i kandidatudvalget,” siger prorektor Anne Marie Kanstrup.
Direktionen vedtog den 24. januar en ny plan for, hvordan organisationen kommer til at arbejde med udformningen af AAU’s institutionsplan. Der er afsat god tid til opgaven på fakulteterne, som selv tilrettelægger processerne omkring kvalificering af fakultetets institutionsplan.
Arbejdet kommer til at bygge videre på de grovskitser, som AAU tidligere har sendt til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM). Dekaner, prodekaner for uddannelse, viceinstitutledere, studieledere og studienævn har deltaget i arbejdet med grovskitserne, og dekanerne har på tværs af universiteterne koordineret og erfaringsudvekslet omkring den kommende omlægning.
Den nye tillægsaftale til kandidatreformen giver universiteterne nye muligheder på nogle områder. For eksempel vil fem procent af fremtidens erhvervskandidatstuderende på ingeniør- og STEM/IT-området få mulighed for at starte deres uddannelse med både SU og et fuldt studieår på universitetet, inden de skal ud i en virksomhed og studere på deltid. Den tidlige studieafslutning på den nye korte kandidatuddannelse er annulleret, og det betyder, at uddannelsen ikke længere skal starte allerede i august måned.
TIDSPLAN FOR INSTITUTIONSPLAN
Sideløbende med denne proces bliver HSU og Det Strategisk Uddannelsesråd (DSUR) desuden inddraget i drøftelser om, hvordan selve implementeringen af kandidatreformen skal organiseres. Organiseringen af implementeringen besluttes efterfølgende i direktionen.