Spring til indhold.
Forside

Nyhed

”Livet som ph.d.-studerende er en tid, man aldrig får mulighed for at opleve igen”

Lagt online: 04.02.2025

AAU fejrede forleden en ny årgang ph.d.-dimittender i AAU INNOVATE. Se highlights fra ceremonien og få fem dimittenders indtryk af ph.d.-tilværelsen på AAU – og livet på den anden side.

Af Lea Laursen Pasgaard og Sofie Astrup, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Lasse Møller Badstue og Anders Fast Nielsen

Den røde løber var rullet ud, da omkring 300 mennesker fredag den 31. januar var samlet i AAU INNOVATE i Aalborg Øst. Her blev AAU’s nyeste årgang ph.d.-dimittender fejret med musikalske indslag, taler og reception.

Rektor Per Michael Johansen bød velkommen, og opfordrede i sin tale ph.d.-dimittenderne til at bruge nyfundne stemmer og viden til at gøre en positiv forskel i samfundet.

”Nu er I ambassadører for videnskab. For viden. I en verden, hvor virkeligheden er fragmenteret, og forandringerne accelererer, er det ekstrem vigtigt. Derfor er I vigtige. Det er også det, der gør ph.d.-ceremonien til en speciel begivenhed, og jeg er beæret over at kunne fejre denne dag med jer alle.”

Rektor Per Michael Johansen holder velkomsttale for ph.d.-dimittenderne. Han står ved en talerstol iført jakkesæt og rektorkæde, smilende og med publikum i forgrunden. Baggrunden viser et lyst lokale med store vinduer og en højttaler.

Sangerinde Cathrine Benedikt og pianist Johannes Rodh stod bag de musikalske indslag – ’You’ve got a Friend’, ’Over the Rainbow’, ’The Rose’ og ’What a wonderful World’.

AAU’s innovationsdirektør Mads Bang holdt også en tale for dimittenderne, hvori han fortalte om sin egen rejse fra ph.d.-dimittend til virksomhedsejer – og vejen tilbage til AAU. Han opfordrede dimittenderne til at gribe de muligheder, der fremover byder sig til at gøre en forskel.

”Med jeres uddannelse vil samfundet se til jer for svar på de problemer, som den ældre generation var så venlig at levere. Eller ikke har løst. Samfundet vil på et tidspunkt forvente, at I træder frem og påtager jer ansvaret for at generere den nye viden, de løsninger og nye job, som vi alle er stærkt afhængige af,” lød det.

Familie, venner og vejledere så stolte og smilende til, da prorektor Anne Marie Kanstrup én efter én kaldte dimittenderne på scenen, og rektor Per Michael Johansen overrakte dem deres diplom.

Ceremonien blev rundet af med endnu et musikalsk indslag og efterfølgende reception.

Se flere billeder fra ceremonien i bunden af artiklen

AAU Update har talt med tre ph.d.-dimittender om deres tid på AAU, ceremonien og deres arbejdsliv i dag.

MØD DIMITTENDERNE HER

Avishek Das

Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi

"Mit ph.d.-projekt handler om, hvordan man bruger virtual reality i design af arkitektur, både teknisk og teoretisk."

Ayşegül Özçelik

Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi

"Jeg arbejdede særligt med produkter, der indeholder skadelige elementer, hvor jeg undersøgte nye og mere bæredygtige designmuligheder, der også er bedre for miljøet."

Farzad Saffari

Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på campus i København

"Mit projekt har været en industriel ph.d. i samarbejde med en marketingvirksomhed, hvor vi har undersøgt sammenhængen mellem data fra marketing og neuroaktivitet i hjernen."

Hvordan har det været at skrive en ph.d. på AAU?

Avishek Das
Selve skriveprocessen har skiftet mellem god, hård, gråd og så endelig færdig. Men overordnet set har jeg nydt processen, for jeg haft det sjovt med min vejleder og fået masser af støtte fra min kone. Derfor føler jeg mig rigtig heldig.

Ayşegül Özçelik
Der har været mange op- og nedture, som både har været spændende og udfordrende, men min yndlingsdel af processen var ph.d.-forsvaret, for efter dét holdt vi en stor fejring.

Farzad Saffari
Der har været blandede perspektiver i forløbet, både fra mig selv og mine vejledere, som jeg har skullet forholde mig til, hvilket har været udfordrende. Men jeg har lært meget om mig selv i de svære perioder.

Hvad er dine planer for fremtiden?

Avishek Das
Indtil nu har jeg arbejdet på AAU og AU, men i overmorgen flytter jeg til et nyt land, hvor jeg starter i en stilling som postdoc.

Ayşegül Özçelik
For nyligt fik jeg en stilling som postdoc, og så ser vi, om fremtiden tillader mig at blive en af de 5-10 procent, der kommer gennem nåleøjet og får lov at fortsætte i akademia.

Farzad Saffari
Jeg forestiller mig ikke at komme tilbage til akademia, for jeg er glad for det nye arbejde, jeg har fået i det industrielle miljø.

Hvilket råd vil du give til nye ph.d.-studerende?

Avishek Das
Meget simpelt – Nyd rejsen! Der er op og nedture, men se frem til den dag, hvor I er færdige, for det er det hele værd.

Ayşegül Özçelik
Prøv at nyd tiden og hold hovedet oppe, for det bliver rigtig godt til sidst.

Farzad Saffari
Tag nogle smertestillende og nyd processen. Det er en tid, man aldrig får mulighed for at opleve igen, så fokuser på dit arbejde.