Spring til indhold.

Nyhed

Lektor fejrer mexicansk jul midt i danske traditioner på AAU

Lagt online: 17.12.2025

Hvordan fejrer man jul med både pebernødder, nisser og piñata? Mød lektor Israel Leyva Mayorga fra Institut for Elektroniske Systemer, der bringer mexicansk julestemning til AAU og viser, at AAU-medarbejdernes jul er mere mangfoldig, end du måske vidste.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Privat. Illustration: Alberte Spork

Når december rammer AAU, er det ofte duften af pebernødder og synet af nisser, der sætter scenen for julen. For AAU’s medarbejdere rummer julen dog langt flere traditioner og fejringer end de klassiske danske. Én af dem er den mexicanske jul, som Israel Leyva Mayorga, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer, har taget med sig til Aalborg.

Han kom til Aalborg med sin familie i 2019 og har nu fejret jul her i næsten syv år. I dag lever hans mexicanske juletraditioner side om side med de danske.

”De danske juletraditioner er dejlige. De fleste af dem hjælper med at samle folk om at lave julepynt, hvilket er meget afslappende. Jeg kan også godt lide de danske julemadretter, såsom brunede kartofler, andesteg og – vigtigst af alt – risalamande. Det er også fantastisk, at der er så mange forskellige juleøl at smage," siger Israel Leyva Mayorga.

Mexicanske juletraditioner i Aalborg

Lektoren fortæller, at man I Mexico fejrer julen med “posadas” – festlige sammenkomster, hvor familie og naboer samles for at synge om Josef og Marias rejse før Jesu fødsel. Her spiser man regionale retter, slår piñataen i stykker og drikker den varme frugtdrik “ponche”.

”I Mexico er det ikke julemanden, der giver gaver til børnene. I stedet samles familierne juleaften og udveksler gaver med hinanden. Til juleperioden pynter vi både juletræ og hele huset. Julestjerner (poinsettias) er en meget almindelig plante til juledekorationer i Mexico. En typisk mexicansk julemiddag består af æble- og kålsalat, svinekam i sveskesovs, torsk og pasta,” fortæller han.

Nisser er ikke en del af de mexicanske juletraditioner, men de har fået en plads i familiens julefejring efter flytningen til Aalborg. Derudover har familien taget traditionen med at opstille et “nacimiento” med sig – en krybbescene, der viser Jesu fødsel med figurer af Maria, Josef, Jesusbarnet og de tre vise mænd. Efter nytår fejres de tre vise mænds besøg den 6. januar, hvor børn får gaver – hvis de har været artige hele året.

Fællesskab og kulturel udveksling på AAU

Israel Leyva Mayorga og familien deltager typisk i International Staff Unit’s årlige juleevent. Her samles internationale medarbejdere på tværs af universitetet, og netværket AAU+1 for ægtefæller og partnere arrangerer typisk også en ekstra sammenkomst.

”Jeg synes, at AAU gør det rigtig godt med at integrere andre kulturer ved at arrangere juleevents, hvor de danske traditioner deles med os, og hvor der er plads til at beskrive vores egne," siger han.

Læs også