Spring til indhold
Forside

Nyhed

Jesper Ole Jensen bor midt i sin egen forskning

Lagt online: 16.01.2025

Når seniorforsker Jesper Ole Jensen træder ud ad sin hoveddør i Københavns Nordvestkvarter, træder han samtidig ind i sit eget forskningsfelt. Her, i et område præget af kontraster og forandringer, lever han side om side med de dynamikker, han undersøger som seniorforsker på BUILD.

Af Thomas Møller Christensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Jens Hasse

Jesper Ole Jensen forsker i byfornyelse og boligmarkedet med et særligt fokus på, hvordan offentlige og private aktører kan spille sammen for at skabe byfornyelse, der både er inkluderende og bæredygtig.

“Det fantastiske ved mit forskningsfelt er, hvor virkelighedsnært det er. Det handler om de steder, vi alle sammen bor og lever. Om at forstå, hvordan byer kan skabe bedre rammer for liv - på en måde, der også tager hensyn til klimaet,” fortæller Jesper Ole Jensen.

Levende laboratorium

Når Jesper Ole Jensen holder fri, tager han ofte en gåtur i Nordvests gader, hvor han kan opleve byfornyelsen helt tæt på - fra små, kreative projekter til større transformationer.

“Nordvest er som et levende laboratorium. Her mødes fortidens industribygninger med nutidens kreative initiativer. Det er en konstant udvikling, og det er spændende at opleve, hvordan forandringerne både skaber nyt liv og bygger videre på områdets historie,” siger Jesper Ole Jensen.

Jesper Ole Jensens fascination for byudvikling begyndte allerede under studietiden på DTU, hvor han boede på et gammelt kollegium sammen med en gruppe arkitektstuderende.

“De havde så mange idéer til, hvordan bygninger og byrum kunne gentænkes, og det tændte en gnist i mig. Jeg begyndte at se byerne som steder fulde af potentiale - ikke bare for dem, der bor der, men også som en del af en større samfundsudvikling,” fortæller Jesper Ole Jensen.

For Jesper Ole Jensen er det netop den konstante udvikling og bevægelse i byernes forandring, der gør arbejdet så inspirerende.

"Byudvikling stopper aldrig. Det er altid i bevægelse, og det er dét, der gør det så interessant at arbejde med,” siger Jesper Ole Jensen.

KONTAKT

Relaterede nyheder