Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Hver tredje kvindelige ph.d.-studerende oplever sexisme

Lagt online: 22.03.2024

Ny rapport viser, at krænkende adfærd er udbredt blandt ph.d.-studerende på de danske uni-versiteter, og at det kan have betydning for fastholdelse og mental sundhed.

Nyhed

Hver tredje kvindelige ph.d.-studerende oplever sexisme

Lagt online: 22.03.2024

Ny rapport viser, at krænkende adfærd er udbredt blandt ph.d.-studerende på de danske uni-versiteter, og at det kan have betydning for fastholdelse og mental sundhed.

Af Susanne Clement Justesen, AAU Kommunikation og Public Affairs

Ph.d.-studerende og kvinder i særdeleshed oplever i vid udstrækning sexisme på arbejdspladsen. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 15.040 ph.d.-studerende på landets otte universiteter fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Blandt de adspurgte svarer 37 % af de kvindelige ph.d.-studerende, at de har oplevet kønsnedværdigende adfærd, 32 % har oplevet seksualiseret adfærd og 23 % har oplevet uønsket seksuel kontakt og tvang. Til sammenligning er andelen 21 %, 13 % og 6 % for de mandlige ph.d.-studerende.

Derudover viser undersøgelsen, at sexisme kan have konsekvenser for fastholdelse og mental sundhed. F.eks. er det mindre sandsynligt, at kvinder, der begynder deres ph.d.-uddannelse i et sexistisk arbejdsmiljø, bliver på universitetet efter deres uddannelse. Derudover har de et højere forbrug af psykofarmaka og er sygemeldt over længere tid i slutningen af deres ph.d.-forløb eller i umiddelbar forlængelse deraf.

Et problem som skal løses

Rapporten omhandler ph.d.-studerende, der er påbegyndt deres uddannelse i perioden 2010-2018. Siden da har AAU igangsat flere tiltag. F.eks. har universitetet en procedure for, hvordan medarbejdere skal henvende sig, og hvordan ledere skal håndtere krænkelser. AAU har ændret trivselsmålingen for bedre at kunne afdække omstændighederne ved sagerne og har et gratis tilbud om psykologisk rådgivning til medarbejdere, der har oplevet grænseoverskridende adfærd.

Men det er langt fra nok, mener rektor Per Michael Johansen og uddyber:

”Vi skal ikke kun være i stand til at håndtere krænkelser, vi skal også kunne forebygge dem. Nu vil vi granske undersøgelsen, overveje hvordan og hvor vi bedst kan inddrage organisationen og tage nye initiativer til at bremse sexisme på vores arbejdsplads”, siger Per Michael Johansen og supplerer:

”De der har magten, har et ansvar. Ledelsen har en bunden opgave i at få ændret kulturen, så køn ikke har betydning for trivsel eller karrieremuligheder. Sexisme og seksuelle krænkelser hører ikke hjemme på AAU”, siger rektor.

AAU sammenlignet med øvrige universiteter

Oplevelser med sexistiske hændelser finder sted på alle universiteter. På AAU har 36 %, 28 % og 19 % kvinder oplevet hhv. kønsnedværdigende adfærd, seksualiseret adfærd og uønsket fysisk kontrakt og tvang (se grafer fra rapporten ”Sexisme og karriereforløb på danske universiteter”).

”Det er en vigtig rapport, som dokumenterer et alvorligt problem - også hos os. Resultaterne understreger, at vi skal gøre mere for at skabe et trygt arbejdsmiljø”, siger Per Michael Johansen.

Data og metodevalg

Data er blandt andet indhentet via spørgeskema, som er sendt ud til ni årgange af ph.d.-studerende for at kunne måle ændringer over tid. Der er ikke registreret væsentlige ændringer over perioden, selv om #Metoo-bevægelsen kunne forventes at have påvirket arbejdsmiljøet i en positiv retning. Undersøgelsen bygger derudover på registerdata om bl.a. karriereforløb, fokusgruppeinterviews, dagbøger med refleksionsnotater samt individuelle interviews og geninterviews.

Læs mere om undersøgelsen her

Læs mere om trivselsbarometeret her 

Yderligere information:

Chefkonsulent Tina Strandvig, Rektorsekretariatet, tist@adm.aau.dk | tlf. 9940 7902