Spring til indhold
Forside

Nyhed

ENGINEERING indstiller verdensførende forsker i hjertearytmi til æresdoktorgrad på AAU

Lagt online: 17.04.2024

Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet indstiller professor Peter J. Schwartz, professor og leder ved Center for Cardiac Arrhythmias of Genetic Origin, Istituto Auxologico Italiano IRCCS, Milano, til æresdoktor på AAU.

Nyhed

ENGINEERING indstiller verdensførende forsker i hjertearytmi til æresdoktorgrad på AAU

Lagt online: 17.04.2024

Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet indstiller professor Peter J. Schwartz, professor og leder ved Center for Cardiac Arrhythmias of Genetic Origin, Istituto Auxologico Italiano IRCCS, Milano, til æresdoktor på AAU.

Af Marianne Fuglsang Welling Farsinsen, AAU Kommunikation og Public Affairs

Professor Peter J. Schwartz er en af verdens mest indflydelsesrige kardiologer inden for ventrikulære arytmier og pludselig hjertedød. Han har i mere end 50 år beskæftiget sig med undersøgelsen af det medfødte lange QT-syndrom, en særlig farlig ventrikulær hjertearytmi, hvilket han er anerkendt for på verdensplan. Han står samtidig i spidsen for The International Calmodulinopathy Registry, som forsøger at samle alle kendte arytmi-/sygdoms-associerede calmodulin-mutationer.

Samarbejde og videnskab med impact

Gennem tværgående samarbejde med forskergrupper på AAU har professor Peter J. Schwartz vist kraft og virkning af at kombinere grundlæggende og klinisk videnskab. Et stærkt eksempel på det værdifulde samarbejde viser sig i en meget omtalt nylig retssag fra Australien. I 2021 publicerede Peter J. Schwartz sammen med AAU’s professor Mette Nyegaard, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, og professor Michael Toft Overgaard, Institut for Kemi og Biovidenskab, en forskningsartikel i det anerkendte EP Europace, som siden har dannet grundlaget for ’Den australske sag’, hvor en kvinde efter at have været fængslet i 20 år – dømt for at have kvalt sine fire børn – for nyligt er blevet benådet og løsladt.

Professor Michael Toft Overgaard, Institut for Kemi og Biovidenskab, fortæller om den aktuelle sag:

”Benådningen kommer efter en retshøring, hvor vi fremlagde vores videnskabelige data, der beskriver effekten af en calmodulin-mutation, som de to døtre bar, og hvor vi sammen med Peter J. Schwartz fremlagde de særlige forhold, der gør sig gældende for calmodulin-generne. Et klasse-eksempel på ’Viden for Verden’ og videnskab, der har impact," fortæller Michael Toft Overgaard.

Han fortsætter:

"Sagen har i øvrigt givet The Australian Academy of Science blod på tanden i forhold til at få ændret retssystemet. De arbejder på at få etableret særlige videnskabelige råd, der kan hjælpe med at få udpeget videnskabsfolk med de rette kompetencer som ekspertvidner ved særligt komplicerede sager.”

Den aktuelle sag har styrket samarbejdet med Peter Schwartz og hans gruppe i Milano yderligere – et samarbejde, der de næste fire år understøttes af en fælles bevilling fra Novo Nordisk Fondens Tandem Program: ”The Calmodulinopathy Research Program: Unraveling the Mechanistic Link between Calmodulin Mutations and Clinical Phenotypes”.

”Det er et stort privilegium at være med til at ære professor Peter J. Schwartz med udnævnelsen til æresdoktor ved AAU. Han er en fremtrædende og verdensførende forsker i hjertearytmi, der bygger bro mellem fundamental genetisk forståelse med klinisk erfaring. Hans nysgerrighedsdrevne videnskabelige tilgang har sat spørgsmålstegn ved etablerede dogmer, løst væsentlige udfordringer og har givet utvetydige eksperimentelle, kliniske og molekylære forbindelser mellem det autonome nervesystem, det lange QT-syndrom (LQTS) og pludselig hjertedød," siger professor Michael Toft Overgaard.

"Hans arbejde har haft og har fortsat stor indflydelse i form af tidlig diagnosticering og klinisk pleje med brede implikationer inden for kardiologi. Jeg ser meget frem til jubilæumsfejringen med tildeling af æresdoktorgrad til Peter J. Schwartz,” tilføjer han.

Gæsteforelæsning 19. april 2024

Professor Peter J. Schwartz, kommende æresdoktor på AAU, holder gæsteforelæsning med titlen ”The Long QT Syndrome: My Journey Between Patients and Genes”. Forelæsningen foregår hos Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, Fredrik Bajers Vej 7H, 9220 Aalborg Øst fra kl. 11.00 – 12.00. Læs mere her

Læs mere om professor Peter J. Schwartz her