Spring til indhold.
Forside

Nyhed

’En dejlig afslutning på en rejse, jeg vil huske for livet’

Lagt online: 30.01.2024

AAU fejrede fredag en ny årgang ph.d.-dimittender ved en ceremoni i AAU INNOVATE. Se highlights fra festlighederne og læs om fem dimittenders oplevelser med AAU, deres afhandlinger og livet på den anden side.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs. Fotos: Lasse Møller Badstue og Ida Marie Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs

En ny årgang af ph.d.-dimittender fra Aalborg Universitet (AAU) blev fredag den 26. januar fejret med musikalske indslag, taler og reception i AAU INNOVATE.

Ceremonien blev åbnet til tonerne af Charlie Chaplins ’Smile’. Et musikalsk indslag som harpenist Mette Nielsen og trompetist Lars Ole Schmidt fra Aalborg Symfoniorkester stod bag.

Prorektor Anne Marie Kanstrup bød velkommen. I sin tale opfordrede hun ph.d.-dimittenderne til at bringe deres viden og nye indsigter i spil:

- I dag er der ingen, der kan tage jeres nyfundne stemmer fra jer. Stemmer, der nu er stærkere. Så jeg vil sige det igen, fordi det virkelig betyder noget. Jeg vil indtrængende opfordre jer til at gå ud i verden og lade jeres stemmer blive hørt. Det er jeres pligt. Det er jeres gave. I har fortjent den stemme. I har fået den magt, og jeg er sikker på, at I vil bruge den godt for jeg tror på videnskaben -jeg tror på jer. I gør alle sammen en forskel, lød det fra prorektor.

Alumne Anita Friis Sommer, som er Head of Sustainability Operations ved LEGO Systems A/S, holdt også en tale for dimittenderne. Hun opfordrede alle til at forfølge deres ambitioner, men også at lytte til mavefornemmelser og vurdere, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Efter sin ph.d. startede Anita Friis Sommer som post.doc. på University of Cambridge, men hun trivedes ikke i jobbet. Hun syntes, hun så sin familie for lidt, og derfor tog de tilbage til Danmark, hvor hun hurtigt fik foden inden for hos LEGO. Her har hun i dag et job, hvor hun trives. Hvor forskningen møder virkeligheden og skaber en stor værdi for mange. Samtidig er hun –  dog i mindre skala – stadig aktiv inden for forskningen i agil ledelse.

Prorektor Anne Marie Kanstrup overrakte sammen med ph.d.-skoleleder Henrik Halkier diplomer til alle fremmødte dimittender.

Efter ceremonien var der reception, hvor familie, venner, vejledere og forskerkolleger var mødt talstærkt frem for at fejre dimittenderne.

Se billederne i albummet i bunden af artiklen.

AAU Update har talt med fem dimittender om deres tid på AAU, ceremonien og deres arbejdsliv i dag.

Mød fem ph.d.-dimittender nedenfor

Se flere billeder fra ceremonien i albummet nedenfor: