Spring til indhold
Forside

Nyhed

Eksamenssager får prorektor til at indskærpe procedurer

Lagt online: 18.01.2023

Prorektor Anne Marie Kanstrup ærgrer sig over to tilfælde inden for en uge, hvor eksamener er blevet annulleret på grund af genbrug af opgaver eller tekster. Hun tager nu sagerne op med dekaner, prodekaner og studieledere, for man skal kunne stole på, at eksamenskarakterer fra AAU giver et retvisende billede, siger hun.

Nyhed

Eksamenssager får prorektor til at indskærpe procedurer

Lagt online: 18.01.2023

Prorektor Anne Marie Kanstrup ærgrer sig over to tilfælde inden for en uge, hvor eksamener er blevet annulleret på grund af genbrug af opgaver eller tekster. Hun tager nu sagerne op med dekaner, prodekaner og studieledere, for man skal kunne stole på, at eksamenskarakterer fra AAU giver et retvisende billede, siger hun.

Af Anette Marcher, AAU Kommunikation

To sager inden for en uge, hvor eksamenssæt har indeholdt elementer fra gamle opgaver, får nu prorektor Anne Marie Kanstrup til at indskærpe AAU’s procedurer for eksamener.

- Det ærgrer mig virkelig meget, at vi to gange inden for en uge må annullere en eksamen, fordi opgaver eller tekster er blevet genbrugt. Og det ærgrer mig dobbelt, fordi vi faktisk har procedurer, der skal forhindre, at den slags sker, siger Anne Marie Kanstrup.

Hun vil nu på møder med henholdsvis dekaner, prodekaner og studieledere understrege, at alle medarbejdere skal kende til eksamensprocedurerne.

- Vi vil drøfte det i direktionen, og jeg vil efterfølgende tage det op med prodekanerne i Det Strategiske Uddannelsesråd (DSUR). Derudover har jeg i den kommende tid en række allerede planlagte møder med studielederne, hvor jeg selvfølgelig også vil tale med dem om vigtigheden af at sikre os mod denne slags sager, siger Anne Marie Kanstrup.

Kvalitetssystemet virker

Hun hæfter sig ved, at det relativt hurtigt blev opdaget, at der var genbrug i de to eksamenssæt, og at de pågældende eksamener kort tid derefter blev annulleret og de berørte studerende orienteret.

- Det viser, at vore kvalitetssystem virker og har gjort os i stand til at handle hurtigt. Det er stadig ærgerligt og dybt beklageligt over for de studerende, at de nu skal til en ny eksamen. Men sådan er det nødt til at være. Man skal kunne stole på, at de karakterer, de studerende får på AAU, giver et retvisende billede af, hvad de studerende kan, siger Anne Marie Kanstrup.

Den 4. januar var omkring 150 studerende til eksamen i skatteret på Juridisk Institut, da det blev opdaget, at brødteksten i opgaven til forveksling lignede en tekst fra en gammel eksamensopgave, som kunne tilgås på nettet. To dage senere fik de studerende besked om, at eksamenen blev annulleret på grund af fejlen.

En lille uge senere skete noget lignende på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, hvor omkring 20 studerende til eksamen i et modul om sundhedsøkonomi fik udleveret en opgave, hvor syv ud af 11 spørgsmål var gengangere fra tidligere prøvesæt. Også den eksamen blev kort tid efter annulleret.

Tekniske nedbrud kan ske

En tredje eksamen – i formueret på Juridisk Institut – måtte også annulleres den 10. januar, da et teknisk nedbrud betød, at flere af de studerende ikke kunne tilgå opgaven. Problemet blev forsøgt afhjulpet på flere måder, indtil det viste sig, at de studerende, som havde adgang til opgaven, havde nået at drøfte dens indhold med deres medstuderende og folk uden for eksamenslokalet.

- Tekniske nedbrud kan vi aldrig sikre os mod 100 procent. Men vi kan – og skal – sikre os mod, at eksamenssæt genbruges. Det vil jeg nu tage op med de ansvarlige i organisationen, siger Anne Marie Kanstrup.