Spring til indhold.

Nyhed

AAU sætter gang i ny strategiproces

Lagt online: 22.05.2025

Siden AAU i 2021 vedtog sin nuværende strategi, Viden for Verden 2022-26, har verden ændret sig markant. Organisationen bliver inddraget i processen i løbet af de kommende måneder.

Nyhed

AAU sætter gang i ny strategiproces

Lagt online: 22.05.2025

Siden AAU i 2021 vedtog sin nuværende strategi, Viden for Verden 2022-26, har verden ændret sig markant. Organisationen bliver inddraget i processen i løbet af de kommende måneder.

Af Bo Jeppesen og Mikkel Høj Svendsen, Rektorsekretariatet
Arkivfoto: AAU

Næppe mange, der kiggede frem mod i dag, ville have set krig, oprustning, handelskrige og inflation, kunstig intelligens, uforudsigelige verdensledere, en kandidatreform og færre unge akademikere. 

”Pointen er, at universitetet navigerer i en særdeles omskiftelig verden, hvor kravene til at levere de bedste uddannelser, forskning og innovation hele tiden skærpes. Derfor bør vi genbesøge vores strategi for at overveje, hvordan vi håndterer de mange store forandringer i verden omkring os,” siger rektor Per Michael Johansen.

Fokuseret strategi

AAU har de seneste ti år løbende tilpasset sin strategiske retning og organisatoriske ramme med 'Viden for Verden 2016-21' og 'Viden for Verden 2022-26'. For rektor betyder den nye geo- og sikkerhedspolitiske, situation sammen med de mange universitetsreformer og annonceringen af en national forskningspolitisk strategi i 2025, at universitetet i endnu højere grad bør fokusere strategien.

Formålet er at sikre, at universitetet er den bedste og stærkeste udgave af sig selv og dermed også i fremtiden kan være relevant for det samfund, som universitetet er sat i verden for at bidrage til udvikling af.

”Vi går derfor i gang med processen for at udvikle en ny strategi for AAU. Vi påbegynder involveringen af organisationen i løbet af de kommende måneder, så vi i en ny strategi kan fokusere tættere på vores styrker," siger rektor.

Vilje til at favne forandringer

Rektor har på sine besøg rundt på universitetets institutter bemærket en stor interesse i at tackle de omvæltninger, som også universitetssektoren står overfor i disse år.

”Jeg synes, at vi står et godt sted, hvor jeg kan høre og mærke en vilje til at favne forandringerne og ikke vente på, at andre kommer og tilpasser universitetet for os. Den strategiske øvelse for os handler om, hvordan vi når i mål med vores nuværende strategiske vision. Den siger, at vi gennem høj kvalitet i vores kerneaktiviteter vil være med til at skabe løsninger på komplekse samfundsudfordringer – både regionalt, nationalt og globalt,” siger Per Michael Johansen.

I de kommende måneder vil rektor derfor indlede en proces, hvor han rækker ud til organisationen for at få input og sparring til at udvikle fremtidens AAU.

Læs også