Hvorfor deltager du i Learning Day?
Henrik: Jeg anser det at undervise som en af grundstenene i at være ansat på et universitet, og så synes jeg, at det er dejligt at få lov til at lære nyt, som jeg håber, kan brugs i min egen undervisning og vejledning.
Anne: Jeg synes, det er vigtigt altid at udvikle sig som underviser, og hver gang jeg er til Learning Day, får jeg inspiration til nye ting eller bekræftelse i noget af det, jeg allerede gør. Derudover synes jeg, at det er vigtigt at holde sig opdateret, særligt fordi de unge mennesker, som starter nu, har andre forventninger, end unge havde for ti eller femten år siden – ikke kun generationsmæssigt, for hele vores samfund er anderledes. Så jeg tror også, at de har andre forventninger til undervisningen, end der tidligere har været.
Morten: Learning Day er en del af det universitetspædagogikum, som jeg tager, men selvfølgelig vil jeg også gerne blive bedre til at undervise og lære nogle nye ting.
Hvad tager du med dig fra arrangementet?
Henrik: Indtil videre har jeg deltaget i en hands on-workshop, viden derfra kan jeg bruge i udviklingen af min undervisning. Det kunne være nye elementer til Moodle med mere studenterinvolvering og aktivering, fordi det helt sikkert også gør udbyttet bedre for de studerende, end når de lytter til, at jeg snakker.
Anne: At de ting, der rør sig, går på tværs af alle fakulteter, så vi kan også bruge vores kollegaer på andre fakulteter til både bekræftelse og sparring; bekræftelse i det, vi gør, og sparring i hvad vi kan gøre bedre.
Morten: Jeg kan bruge nogle af pointerne i oplægget fra tidligere i dag om, hvad man kan gøre for, at studerende føler sig inkluderet i undervisningen.
Hvad er mest interessant for dig?
Henrik: Indtil videre har jeg kun hørt oplægget fra Eva og deltaget i min første workshop, så det, er svært at sige, for de to ting har været ret forskellige. Jeg tager noget med fra oplægget om studerende med potentielle udfordringer i at deltage i undervisningen, men det har ikke været så konkret som det, jeg oplevede i workshoppen, så jeg synes, det har været fint med begge dele - noget konkret og noget generelt.
Anne: Jeg deltog i en workshop om, hvordan vi får de studerende til at synes, at forelæsningerne og den ”almindelige undervisning” er god, så de ikke kun kommer til øvelser og projektarbejde. Der havde vi nogle gode snakke om, hvad det kommer af, og hvordan vi italesætter, at forelæsninger også er vigtige for de studerende.
Morten: Jeg deltager primært for at få nye input, så jeg synes, det var spændende at blive præsenteret for microcredentials i min seneste workshop, som er en af de metoder og teknologier, vi har til rådighed som undervisere.
Hvad kan du evt. bruge den nye inspiration til i din undervisning?
Henrik: Jeg kunne godt finde på selv at bruge noget fra workshoppen om microcredentials, hvor vi fik præsenteret elementer, der kan hjælpe til at strukture af undervisningen – noget virkede lidt stort og forkromet, men jeg kan bruge det på et lidt mere konkret plan.
Anne: Efter Learning Day, kommer jeg altid til at finjustere lidt på de moduler og den undervisning, jeg er ansvarlig for. Det kan både være justeringer i måden, jeg interagerer med de studerende, en anden måde at lave mine slides eller en anden måde at lave introduktionen på, når jeg starter en forelæsning. Så det kommer jeg også til at gøre efter i dag.
Morten: Jeg er spændt på næste workshop, hvor jeg skal til, ”Den engagerende forelæsning”, for det er noget, jeg selv fokuserer på i universitetspædagogikken, så det kan være, jeg får nogle gode tips der.