Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU lancerer unik digi­tal assi­stent på studie­valgs­området

Lagt online: 02.06.2025

Ny AI-Studievælger interviewer unge i søgefasen og svarer i et sprog, de forstår.

Nyhed

AAU lancerer unik digi­tal assi­stent på studie­valgs­området

Lagt online: 02.06.2025

Ny AI-Studievælger interviewer unge i søgefasen og svarer i et sprog, de forstår.

Af Susanne Clement Justesen, AAU Kommunikation og Public Affairs. 
Foto: PrimeTime

Hvad sker der, når en ambitiøs topledelse, et visionært nystartet AI-team, medarbejdere i Studieservice, ansatte i Team Web og Digitale Medier samt testpersoner fra HHX- og STX samarbejder? De skaber et banebrydende AI-værktøj til studievalg, som potentielle studerende kan bruge til at blive skarpe på deres studievalg på Aalborg Universitet. 

Værktøjet hedder AI-Studievælgeren, og er et af AAU’s nyeste udviklingsprojekter inden for kunstig intelligens. 

AI-Studievælgeren består af en database med AAU’s bacheloruddannelser og en database med alle optagelseskravene, hvor der er lagt en sprogmodel ovenpå. Sidstnævnte betyder, at studievælgeren fungerer som en chatbot. 

AAU er frontløber

Ifølge digitaliseringspartner Bo Hvass Pedersen fra IT Service er studievælgeren så smart, at der er tale om næste generation i forhold til de uddannelsessøgeværktøjer, som andre universiteter og Uddannelsesguiden.dk anvender.  

”Ved at bygge en sprogmodel ind i studievælgeren bliver det muligt at interviewe brugeren i søgeprocessen, og i et sprog de forstår. Det betyder, at hvis den ikke kan svare på det spørgsmål, der bliver stillet, så prøver den at stille brugeren et uddybende spørgsmål, så den kan give så præcist et svar som muligt,” siger han.

Det er en tilgang, der bliver værdsat af testbrugerne.

”Jeg synes sgu, at det er rimelig imponerende, også bare, at den kommer med rimelig brede eksempler. Det, synes jeg, fungerer meget godt. Det er jeg rimelig overrasket over,” siger Elias, STX-testperson.

Forsøg på jailbreak

Det har været vigtigt for udviklerne i AAU IT Services, at studievælgeren skulle svare så godt som muligt og inden for rammen af, hvad AAU tilbyder på uddannelsesområdet. For at sikre at den kun søger i databaserne med bacheloruddannelser og uddannelseskrav har forskere hjulpet med at teste den. 

Foruden et contentfilter mod vold, had, sex, selvskade og jailbreak har lektor Andreas Møgelmose fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi sammen med en gruppe ph.d.-studerende prøvet at jailbreake studievælgeren. 

”Det klarede servicen ganske udmærket, selvom vi kunne se, at de var temmelig hårde ved den, og det lykkedes heldigvis ikke at få den til at give uønskede svar,” fortæller Bo Hvass Pedersen. 

Godt grundlag for et studievalg

Idéen til studievælgeren udspringer af projektet ”AI i administrationen” i 2024 og et ønske om at videreudvikle AAU’s adgangstjekker, hvor potentielle studerende kunne få viden om adgangskravene til de enkelte uddannelser. 

”Vi besluttede at bygge en service, som forhåbentlig kunne få flere til at vælge Aalborg Universitet som studiested, men det skulle være på en baggrund, hvor de følte sig supergodt informeret, så de havde et godt grundlag for deres studievalg. Jeg synes, at vi er lykkedes med dette et langt stykke hen ad vejen,” siger Bo Hvass Pedersen.

Det bekræftes af testbrugerne.

”Jeg vil bruge det her [chat], og så vil jeg bruge de her links til at læse mere om det, men jeg føler også, at det her er en sparringspartner lige så meget som det er en praktisk genvej,” fortæller Sara, STX-testperson.

Videreudvikling af AI-værktøjet

Udviklingen af studievælgeren fortsætter, da brugerne også spørger til AAU’s kandidatuddannelser, jobtyper, studiestart, PBL m.m. Dette kommer til at involvere medarbejdere i Studieservice, studievejlederne og andre med ansvar for uddannelserne i fagmiljøerne, da det stiller høje krav til kvaliteten af informationerne.

"Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der kommer efter bacheloren. Det er ikke nok bare for mig at vide, hvad bacheloren er. Jeg tænker, at jeg gerne vil hele vejen. Men det er jo så også, fordi jeg allerede har en idé om, hvad jeg gerne vil" siger Anna, HHX-testperson

Ligeledes håber Bo Hvass Pedersen, at den på sigt også kan blive et godt værktøj for studievejlederne.

Et AI-fyrtårn

AI-Studievælgeren er et konkret eksempel på Aalborg Universitets ambition om at blive førende inden for forskningen i AI, brugen af kunstig intelligens i undervisningen og anvendelsen af AI i administrationen.

”AAU har en række AI-fyrtårne, og studievælgeren er så afgjort en af dem. Det er lykkedes folkene bag projektet at udvikle et intelligent og unikt søgeværktøj, som vi kan være stolte af på AAU, siger universitetsdirektør Søren Lind Christiansen. 

AI-Studievælgeren blev lanceret 1. maj 2025. 

Se præsentation af AI Studievælger

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet:

Se præsentation af AI Studievælger

Læs også