Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs

I anledningen af Aalborg Universitets 50-års jubilæum udkommer bogen ”At bygge et universitet. Aalborg Universitet 1974-2024” den 19. april. Bogen fortæller historien om, hvordan Nordjylland fik et universitet, hvordan det har vokset, udviklet sig og hvad det er blevet præget af i løbet af de første 50 år.

AAU Update har talt med forfatterne til bogen, historikerne Maria Simonsen og Mogens Rüdiger, der begge er lektorer ved AAU’s Institut for Politik og Samfund. De har de seneste år brugt hundredvis af timer i AAU-arkiverne og tegner i den nye jubilæumsudgivelse et portræt af AAU, som de kalder ”et universitet til tiden”.

Hvordan opstod idéen til bogen?

Mogens: Indtil nu har AAU haft nogle fine markeringer af jubilæerne, men ikke nogen samlet historie. 50 år var en god anledning til at få det gjort. Vi forelagde idéen for Rasmus Antoft (dekan på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, red.), der bar den videre til rektor. Derfra er resten historie.

Kan I sætte nogle ord på, hvad ”At bygge et universitet” er for en type bog?

Maria: Med ”At bygge et universitet” vil vi fortælle en historie, der synliggør AAU’s mange forskellige dele og stemmer. Samtidig er det en fortælling, der viser, at AAU er en del af en større historie om danske universiteter og tendenser i den internationale udvikling af universitetsverdenen.

Mogens: Et universitet har mange forskellige ansigter, og der er mange forskellige mennesker, der får universitetets hverdag til at hænge sammen. Man sætter sig ikke lige mange spor i kilderne, men vi har bestræbt os på, at de fleste får en plads i historien. Det er en del af det, vi ser som et forsøg på at skrive en ny slags universitetshistorie.

Hvordan har det for jer som forskere været at arbejde med jeres egen arbejdsplads’ historie?

Maria: Nu er vi jo historikere, så det har været spændende og lærerigt at dykke ned i ”vores egen” historie og møde både tidligere og nuværende ansatte og studerende, der har andre opfattelser, historier og billeder af AUC/AAU, end vi selv har. 

Mogens: Det har også været interessant at dykke ned i den mangfoldighed, AAU repræsenterer – og samtidig prøve at se nogle overordnede tendenser i udviklingen.

Hvad har overrasket jer mest i processen med at skrive bogen?

Maria: Da vi begyndte projektet, blev jeg meget overrasket over, at AAU ikke har sit eget universitetshistoriske arkiv. En enhed der sørger for, at arkivmateriale om AAU’s liv og hverdag bliver indsamlet, sorteret og bevaret. Jeg håber, at projektet om AAU’s historie viser, hvor vigtigt det er løbende at tage hånd om og bevare sin historie. Det skaber identitet, men også viden om, hvordan AAU har udviklet sig, og hvorfor universitetet ser ud, som det gør i dag. En solid viden om AAU’s historie giver også redskaber til at se og forstå, hvad der sker i fremtiden. Fx hvordan universitetet tidligere har håndteret krav om nedskæringer eller omlægninger fra politisk side.

Mogens: Det har overrasket mig, at universitetsbladene er så interessante kilder, som de er, hvis man vil komme tættere på universitetets daglige liv, diskussioner og refleksioner. Det er formentlig en konsekvens af, at de ikke kun har fungeret som et kommunikationsorgan fra ledelsen.

Er der noget, der har gjort jer særligt stolt som AAU’ere?

Maria: I arbejdet med bogen har jeg hørt flere fortælle om, hvor afgørende PBL og det projektorienterede gruppearbejde har været – og stadig er – for studerende, både fagligt og socialt. Og at det er en kæmpe støtte for studerende, der kommer fra ikke-akademiske hjem. Det skal vi være stolte af.

Mogens: Noget af det man kan være tilfredse med, er AAU’s særlige forhold til det omgivende samfund. Først og fremmest regionen, men i stigende grad også hele landet og på den anden side af grænserne.

Hvad er i jeres øjne de mest skelsættende begivenheder i AAU’s historie?

Maria: Svaret på det spørgsmål afhænger meget af øjnene, der ser. Selvom navneskiftet fra universitetscenter til universitet ikke fik så meget opmærksomhed i samtiden, så har forandringen på sigt haft stor betydning for AAU’s selvforståelse. Fjernelsen af basisåret er en ændring, som er sket gradvist, og for nogle fags (men ikke alle) vedkommende ganske ubemærket, men det har været et brud med en af AAU’s oprindelige pædagogiske kerneværdier.

Mogens: Det hang også sammen med den – tror jeg – vigtigste beslutning, at man ville være et rigtigt universitet. Det har været en lang kamp omkring lægestudiet, arkitektur, jura, business school osv.

Jeg synes også, at forholdet mellem faglighed og tværfaglighed har ændret sig positivt. I AUC-dagene havde man en tåget forestilling om, at man kunne kaste sig ud i tværfaglighed uden det fjerneste begreb om faglighed. Efterhånden blev det klart, at der er tale om et samspil med udgangspunkt i en forståelse af fagligheden – for at sige det lidt firkantet. AAU’s mission om den grønne omstilling er et godt eksempel herpå – og på at det er seriøst svært.

Kan I fremhæve nogle af de bedste, sjoveste, vildeste historier fra de seneste 50 år?

Maria: Når jeg læste i de gamle universitetsblade som fx AUC Nyt eller Center Nyt, kunne jeg godt trække på smilebåndet over den skarpe humor og kritik, der blev givet plads til i bladene. Men jeg synes, det er svært at fremhæve en enkelt begivenhed. AUC/AAU gemmer på mange historier. 

I kalder i bogens slutning AAU ”et universitet til tiden”. Hvad mener I med det?

Mogens: Det spiller sammen med den udvikling, AAU har gennemløbet. Overordnet er et universitet i 2024 noget andet end et universitet i 1974. Dengang var det ‘til tiden’ at lave et universitetscenter. Det var et eksperiment på godt og ondt, og der var plads til eksperimenter inden for de styrelsesmæssige rammer. I dag har rammen indlejret et tættere krav til, hvordan et universitet skal drives. Men også et opgør med tanken om, at forskning og viden i udgangspunktet er godt for samfundet. At være et ’universitet til tiden’ er således noget helt andet i dag. Der er selvfølgelig forskellige muligheder ligesom dengang, fx er ‘det missionsdrevne universitet’ et svar på de udfordringer, rammen giver. Så et ‘universitet til tiden’ er et universitet, der prøver at være fremme i skoene.

Hvordan kan vi gennem historien se tilblivelsen af PBL- og missionstankegangen?

Maria: PBL var med helt fra begyndelsen og noget, der blev diskuteret og anvendt ved andre videregående uddannelser ude i verden. Det var undervisere ved medicinstudiet på et canadisk universitet, som introducerede PBL i universitetssammenhæng. Formålet var at få de studerende til at forstå relevansen og den praktiske anvendelse af pensum i deres kommende arbejdsliv. Universitetscentrene i Roskilde og Aalborg havde blandt andet til opgave at arbejde med og bruge de nye pædagogiske tendenser som fx PBL, modsat de ‘gamle’ universiteter i København og Aarhus. Siden har PBL – præcis som andre pædagogiske tilgange – udviklet sig. Alle dele af PBL har dog ikke altid været lige populære politisk. Flere husker nok stadigvæk, hvordan der blev sat spørgsmålstegn ved fx gruppearbejdsformen, der i en periode blev politisk kastebold.

Mogens: Med hensyn til den missionsdrevne forskning skal den nok ses i lyset af en lang tendens til at ønske eller kræve en nyttiggørelse af forskning - og dermed også et opgør med den - stærkt karikerede - opfattelse af ‘forskning for forskningens egen skyld’. Jeg tror, at langt det meste forskning gennem historien har været drevet af en form for lyst til at forbedre det menneskelige liv. I 1974 var en venstreorienteret forståelse af ønsket formuleret i sloganet ‘forskning for folket’, dvs. arbejderklassen. Den missionsdrevne forskning er en catch-all proces, hvor alle i princippet vil få gavn og glæde af forskningen. Det vil sige, at der ikke kun er tale om, at der skal fikses noget ny teknologi, men en bred forståelse af natur- og samfundsudviklingerne.

Hvordan vil disse særkender spille en væsentlig rolle for fremtidens AAU?

Maria: Samtaler med tidligere og nuværende studerende viser, at PBL fortsat kan noget særligt i forhold til læring. Med etableringen af PBL-instituttet (Institute for Advanced Study in PBL, red.) fortsætter AAU ikke kun med at videreudvikle sin pædagogiske kerne, men har også skabt et signaturinstitut med mulighed for at videreudvikle PBL forskningsmæssigt og samtidig styrke AAU’s profil fremover.

Mogens: Det vil fortsat være vigtigt at have stærke, forskningstunge universiteter til at gøre verden klogere på verden og på, hvordan man kan gøre den til et bedre sted at leve.