Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU håndterede opfølgningen på de økonomiske uregelmæssigheder på AAUBS rettidigt

Lagt online: 16.04.2024

Universitetets opfølgning på de økonomiske uregelmæssigheder på AAU Business School er rettidig og korrekt, og de tilrettelagte kontrolprocedurer er tilstrækkelige. Det konkluderer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen overfor Rigsrevisionen i en undersøgelse af sagen fra 2023.

Nyhed

AAU håndterede opfølgningen på de økonomiske uregelmæssigheder på AAUBS rettidigt

Lagt online: 16.04.2024

Universitetets opfølgning på de økonomiske uregelmæssigheder på AAU Business School er rettidig og korrekt, og de tilrettelagte kontrolprocedurer er tilstrækkelige. Det konkluderer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen overfor Rigsrevisionen i en undersøgelse af sagen fra 2023.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs

Aalborg Universitet (AAU) handlede rettidigt og korrekt som led i universitetets opfølgning i forbindelse med de økonomiske uregelmæssigheder på AAU Business School (AAUBS). Det er konklusionen på en undersøgelse af sagsforløbet på AAU, som Rigsrevisionen sidste år bad Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om at foretage som tilsynsmyndighed.

Universitet har i kølvandet på sagen fra AAUBS strammet op på kontrolprocedurerne i forbindelse med godkendelse af udgifter til tjenesterejser, konferencer m.v.

”Vi har lavet et grundigt eftersyn af vores kontrolprocedurer for at sikre, at vi kan have fuld tillid til vores økonomiske praksis og kontrolsystemer. Jeg er glad for, at styrelsen er enig i, at vores tilrettelagte kontrolprocedure er tilstrækkelige,” siger universitetsdirektør Søren Lind Christiansen.

Rejsekontoret kontrollerer den øverste ledelses rejseudlæg

Det er besluttet, at AAU’s rejsekontor fremover kontrollerer alle rejser og udlæg for ledere på niveau 1-3, som dækker direktionen, institutledere, viceinstitutledere, prodekaner og vicedirektør. Hidtil har rejsekontoret kun stået for sandsynlighedskontrol og stikprøvekontrol. Stramningen sker for at sikre en uafhængig yderligere godkendelse, hvor der ikke opstår fejlskøn, som følge af et krydspres mellem lederen af enheden og enhedens rejsegodkender.

Rejser over syv dage kræver nu budget og skriftlig forhåndsgodkendelse

Derudover er det besluttet, at rejser på mere end syv dage nu skriftligt skal godkendes af den rejsendes nærmeste leder, og der skal laves et budget for rejsen. Denne regel er lavet for at sikre dokumentation for det tjenstlige formål med rejsen og dels for at sikre en forventningsafstemning i forhold til acceptable rejseudgifter til rejsens formål.

Beløb over 10.000 kroner kræver skriftlig forhåndsgodkendelse

Desuden indskærpes den eksisterende regel for forhåndsgodkendelse af såkaldte bestillingselementer over 10.000 kr. Med bestillingselementer menes enkeltstående omkostninger, f.eks. fly, hotel eller anden udgift forbundet med rejsen.

Styrelsen har fået indblik i de tilrettelagte kontrolprocedurer og har i sin undersøgelse vurderet, at universitetets kontrolprocedurer er tilstrækkelige. Styrelsen har meddelt Rigsrevisionen, at den på baggrund af sin undersøgelse ikke foretager sig yderligere i sagen.

More information:

Se AAU’s regelsæt for rejser og udlæg i AAU Håndbogen

Har du spørgsmål til procedurerne i forbindelse med rejse, kan du kontakte rejsegodkenderen i din afdeling eller Økonomiafdelingens rejsekontor på: oea-rejsekontoret@adm.aau.dk.