Af Mette Lykke Nielsen, Vibeke Andersen, Vibeke Andersson, Mette Lübeck, Jacob Norvig Larsen, Frederik Hertel, Hans Hüttel, Jens Kirk, Meg Duroux og Jesper Lindgaard Christensen
Rektor Per Michael Johansen har flere gange i løbet af efteråret udtalt, at vi på AAU har nultolerance over for krænkelser og chikane. Det, mener vi, er et positivt signal at sende. Det vidner om, at ledelsen på AAU tager de mange vidnesbyrd om krænkelser og sexisme i universitetsverdenen alvorligt. Men hvad betyder nultolerance i praksis på AAU?
Første sted vi som medarbejdere bliver henvist til, hvis vi har oplevet krænkelser er AAU’s personalehåndbog. I den står der under Procedure for håndtering af krænkende adfærd:
”Hvis du som medarbejder oplever at blive udsat for krænkelser, skal du – afhængig af krænkelsens grovhed – først forsøge at løse situationen selv ved at gøre krænkeren opmærksom på, at du oplever dig krænket. Hvis dette ikke løser situationen, eller krænkelsen er grov, skal du straks rette henvendelse til din nærmeste leder...”.
Dette er en lille del af en længere tekst. Men for os at se sender denne tekst ikke et signal om nultolerance. Det sender snarere et signal om, at krænkelsen skal være grov, for at AAU vil involveres. Og værre endnu; bolden sendes tilbage til den krænkede med en opfordring til, at den enkelte selv løser problemet. Det er næppe det svar, en krænket ansat kan bruge til noget, hvis der allerede er sket en krænkelse. Hvorfor ikke skrive: ’På AAU har vi nultolerance overfor krænkelser… du skal henvende dig til…, så vil din henvendelse altid blive taget alvorligt’?
Håndbøger og procedurer løser ikke problemer med krænkelser og chikane, men det er et oplagt sted at starte. Især når vi har nultolerance på AAU.
Vi håber, at efterårets mange vigtige drøftelser om krænkelser og chikane i udvalg og råd over hele AAU vil føre til, at AAU’s procedure på området gennemgås, og vi ser frem til en afklaring på, hvad nultolerance faktisk betyder i praksis.