AAU logo

AAU Update

Fællesspisning og frugtordninger er nu tilladt igen på AAU. Foto: Emilie Bach Pedersen, AAU

Fællesspisning og frugtordninger er nu tilladt igen

Sundhedsmyndighederne fraråder ikke længere fællesspisning. Derfor har AAU’s corona-beredskab besluttet, at brød- og frugtordninger kan genindføres på AAU under forudsætning af, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger følges.

Af AAU’s coronaberedskab. Foto: Emilie Bach Pedersen, AAU Kommunikation

AAU’s coronaberedskab har besluttet, at AAU’s medarbejdere atter kan samles til fredagsbrød og genoptage diverse frugt- og kageordninger. Det sker efter, at sundhedsmyndighederne ikke længere fraråder fællesspisning.

Sundhedsmyndighederne har dog en række anbefalinger til, hvordan fællesspisning bør foregå. Disse skal ifølge coronaberedskabet overholdes på AAU.

Dette indebærer, at følgende foranstaltninger mod kontaktsmitte skal iagttages:

Vask eller afsprit hænder

Alle, som deltager i fællesspisning, skal umiddelbart forinden vaske eller afspritte hænder. Der skal så vidt muligt være adgang til håndvask og/eller håndsprit, hvor maden stilles frem.

Rør kun ved din egen mad

Madvarerne skal anrettes, så det er muligt at undgå at berøre mad, som andre efterfølgende spiser. Server portionsanrettet, når det er muligt. Anret pålæg, så det nemt kan tages med bestik. Sørg for at bestik ikke deles.

Skyl frugten en ekstra gang

Bed alle om at skylle frugt, inden det spises – også selv om det tidligere har været skyllet. Læg evt. en stak servietter ved frugtskålen, så direkte kontakt med frugt kan undgås.

Hold afstand

Sørg i øvrigt for, at der ikke sker sammenstimlen ved buffetbordet. Alle skal fortsat kunne holde mindst 1 meters indbyrdes afstand.

AAU-reglerne vedr. fællesspisning vil blive tilrettet ved en forventet større revision i forbindelse med universiteternes yderligere genåbning (fase 4).

Hold dig opdateret med seneste nyt om corona på aau.dk/coronavirus