AAU Update

Birgit Feldtmann vinder Det Obelske Familiefonds Undervisningspris 2020

Birgit Feldtmann vinder Det Obelske Familiefonds Undervisningspris 2020

Professor MSO Birgit Feldtmann fra Juridisk Institut på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet vinder Det Obelske Familiefonds Undervisningspris 2020. En indlevende undervisning med eksempler fra hverdagen, som øger de studerendes forståelse af den komplekse jura, er en del af begrundelsen.

Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation
Foto: Privat

Et trygt læringsrum, hvor de studerende tør stille spørgsmål. Eksempler fra hverdagen, som inddrages i undervisningen. Og altid med et smil og godt humør.

Sådan beskrives professor MSO Birgit Feldtmann fra Juridisk Institut af de studerende, der har kåret hende til Årets Underviser på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Og det er også med udgangspunkt i denne beskrivelse, at Birgit Feldtmann vinder Det Obelske Familiefonds Undervisningspris 2020.

Inspirerer studerende til at tænke selvstændigt

Om valget af Birgit Feldtmann som vinder af undervisningsprisen siger formand for Det Obelske Familiefond Christen Winther Obel blandt andet:

- Birgit inspirerer de studerende til at tænke selvstændigt og forholde sig til en høj grad af kompleksitet og juraens mange dilemmaer. Hun har udviklet en PBL-baseret undervisningslektion med samtænkning af strafferet og folkeret. Hun har introduceret proces-spil i faget Forsvarsadvokat. Og så inddrager hun erfaringer fra praksis og udvikler undervisningen løbende.

- Jeg er meget, meget beæret og glad for at have vundet prisen. Det er en dejlig anerkendelse at få fra de studerende, som jo har skrevet indstillingen til prisen. Der er mange dygtige undervisere på AAU, og selv om prisen er gået til mig, deler jeg anerkendelsen med mine underviserkolleger, der på ultrakort tid har måttet omstille undervisningen til at foregå digitalt på grund af corona-situationen, siger Birgit Feldtmann.

Se video med Birgit Feldtmann her:

 

Årets Underviser på hvert fakultet

Der har været i alt fem undervisere med i opløbet om at vinde undervisningsprisen. Hver af de fem er nemlig kåret som Årets Underviser på hver deres fakultet:

- Hvert år hylder vi Årets Undervisere på Aalborg Universitet. Det gør vi, fordi vi ønsker at understrege den store betydning, dygtige og inspirerende undervisere har for den enkelte studerende og for universitetets uddannelser samlet set. Vi kan sikkert alle tænke tilbage på mindst én særlig underviser, som har betydet noget i netop vores liv, siger prorektor for uddannelse Inger Askehave.

Vinderen af Det Obelske Familiefonds Undervisningspris får en pris på 50.000 kroner, mens de øvrige Årets Undervisere hver får en pris på 25.000 kroner.

Indstillinger fra de studerende

Indstillingen til Årets Underviser kommer fra de studerende inden for hvert hovedområde. De studerende kårer den underviser, som de synes, lever bedst op til de kriterier, AAU har opstillet for god undervisning – fx om underviserens evne til at skabe et overordentligt stort fagligt engagement samt motivation og fordybelse hos de studerende.

- Alle de fem undervisere kan netop det. Og selvom kun én af dem får hovedprisen, er de alle eksempler på dygtige undervisere, som de studerende sætter enorm stor pris på. Jeg vil gerne på vegne af hele AAU og Det Obelske Familiefond sende de største lykønskninger til alle Årets Undervisere, siger prorektor Inger Askehave.

Fejring aflyst på grund af coronavirus

Overrækkelsen af Det Obelske Familiefonds Undervisningspris skulle have fundet sted til Aalborg Universitets årsfest den 13. marts 2020. Men ligesom så mange andre arrangementer blev også årsfesten desværre aflyst som følge af myndighedernes anvisninger om at begrænse smittespredningen af coronavirus.

Det skal dog ikke forhindre hverken fonden eller AAU i at hylde universitetets dygtige undervisere. Derfor har hver af de fem Årets Undervisere fået tilsendt en buket blomster med en hilsen fra fonden og AAU.

Oplæg på Læringens Dag i efteråret

Når Læringens Dag afholdes i efteråret, vil Birgit Feldtmann holde oplæg om sin tilgang til at undervise studerende.

- Jeg brænder for mit fag og for mine studerende, og det, tror jeg, er udgangspunktet for god undervisning. Jeg forsøger desuden at skabe et trygt læringsmiljø ved at gøre det legitimt at afbryde med spørgsmål og give plads til at begå fejl. Jeg fremstår ikke som en ufejlbarlig, alvidende underviser, og hvis jeg får spørgsmål, som jeg ikke selv kan svare på umiddelbart, finder vi svarene sammen, siger Birgit Feldtmann.

Du kan se tidligere års vindere af Det Obelske Familiefonds Undervisningspris her