AAU logo

AAU Update

AAU vender (så småt) tilbage

AAU vender (så småt) tilbage

Ansatte på AAU i Aalborg og Esbjerg er stille og roligt på vej tilbage på kontoret. Ansatte på campus København må desværre vente lidt endnu. Selv om det er glædeligt at være tilbage, er der blandt andet en del logistik, der skal gå op, når der er begrænsninger på antallet af personer i et laboratorium. Men de 11 uger med hjemmearbejde har også tydeliggjort, at resultater og fleksibilitet ikke afhænger af fast, fysisk fremmøde.

Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation
Fotocollage: Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

I sidste uge aftalte alle Folketingets partier at udvide fase 2 af genåbningen af det danske samfund. Det indebar blandt andet, at alle offentligt ansatte vest for Storebælt kunne møde på kontoret igen fra onsdag den 27. maj.

Ansatte på AAU i Aalborg og Esbjerg har dermed mulighed for at vende tilbage til kontoret og kollegerne igen, mens ansatte på AAU i København desværre må vente lidt endnu.

Tilbagevenden skal ske under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold

Men al tilbagevenden skal ske kontrolleret og under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, da der stadig er smitterisiko i hele landet.

Arbejdsforhold og opgaver på AAU er meget varierende. Derfor er det de enkelte institut- og afdelingsledere, som skal planlægge, hvordan tilbagevenden for deres medarbejdere kan foregå på en tryg og forsvarlig måde. Det betyder i praksis, at alle ikke nødvendigvis får adgang til universitetet i samme tempo og omfang.

Mød først op, når du har fået besked fra din nærmeste leder

Hvis du som medarbejder ikke har fået adgang under tidligere faser af genåbningen, skal du derfor først møde op på universitetet, når du har fået specifik besked fra din nærmeste leder.

Nogle få arbejder dog fysisk på universitetet igen, og det har givet anledning til at reflektere lidt over, hvad tiden med hjemmearbejde har lært os – få et indblik i, hvordan det har været at vende tilbage her:

Om AAU vender (så småt) tilbage:

Siden alle ansatte på AAU og i resten af den offentlige sektor blev sendt hjem på grund af coronavirus i midten af marts har AAU-ansatte delt deres hjemmekontor-erfaringer i artikelserien AAU arbejder hjemmefra på AAU Inside.

Nu vender vi så småt tilbage. Vi vil derfor gerne høre, hvordan du har oplevet dét at vende tilbage (eller dét stadig at arbejde hjemme) og hvilke erfaringer, du tager med dig fra knap tre måneders hjemmearbejde.

Send et par linjer og et foto af dig selv tilbage på jobbet til update@aau.dk.