AAU logo

AAU Update

AAU Inside skifter navn til AAU Update. Illustration: Søren Emil Søe Degn

AAU Inside skifter navn til AAU Update

Konkurrencen om et nyt og mere dækkende navn til AAU Inside er slut, og det nye navn er fundet. Fra og med den 2. juni hedder AAU’s nyheds- og informationsside for medarbejdere AAU Update.

Af Lea Laursen Pasgaard og Trine Kristensen, AAU Kommunikation

Som medarbejder skal du fra og med den 2. juni forbi update.aau.dk, når du vil læse seneste nyt om, hvad der rører sig på AAU. AAU Inside skifter nemlig navn til AAU Update, som var et af de cirka 50 forskellige bud, som AAU’s medarbejdere siden marts har sendt til redaktionen i forbindelse med den udskrevne navnekonkurrence på inside.aau.dk.

Læs også: Hvad skal vi hedde?

Kort og kækt

Det er Tove Hau Jensen, dekansekretær på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der har budt ind med det nye navn, der gerne skulle fænge hos modtageren – uanset nationalitet.

- Jeg synes, at navnet AAU Update viser, hvad det handler om. Det er kort, forståeligt og sådan lidt småkækt – der er lidt ’breaking’ over det. Læserne kan forvente, at nu kommer der altså noget nyt og spændende, så det forpligter jo også samtidigt, fortæller Tove Hau Jensen.

Passer til kanalens funktion

Redaktionens valg faldt på AAU Update, fordi det er et godt, mundret og mere dækkende navn for det interne nyhedssite, som eksisterer i dag.

- Navnet er som det nuværende kort, men dækker mere præcist kanalens funktion. Hvor det nuværende signalerer, at der er tale om en intern kanal, mens der reelt er tale om en åben kanal, alle kan tilgå uden login, signalerer det nye navn AAU Update direkte, at her kan brugerne læse opdateringer om AAU, siger kommunikationschef Bo T. Andersen.

Nyt navn – ny hjemmeside

Fra og med den 2. juni bliver inside.aau.dk til update.aau.dk, og det er denne nye adresse, som medarbejdere fremover skal finde nyheder, udvalgssider og links til lokale medarbejderportaler på. Også universitetets debatforum Inside Synspunkt skifter navn til Update Synspunkt.

IT Services (ITS) laver et såkaldt redirect fra forsiden af inside.aau.dk, så siden flyttes over til det nye domænenavn update.aau.dk. Det vil herefter gradvist blive muligt at søge artiklerne fra inside.aau.dk frem via Google eller søgefunktionen på aau.dk – men den nye url vil nu i stedet hedde update.aau.dk/xxx.

Har du spørgsmål vedr. navneændringen og indholdet på AAU Update, er du velkommen til at kontakte redaktionen på update@aau.dk. Spørgsmål vedr. redirect kan sendes til IT Services på support@its.aau.dk.

Har du idéer til indhold på AAU Update, kan du kontakte din lokale redaktør via redaktørlisten her.