AAU Update

Kirsten Böttger Mohr, leder af International Staff Unit, modtager Arbejdsmiljøpokalen 2020 på vegne af hele teamet. Foto: Skærmbillede fra video af Hjortlund Medier

Vinderen af Arbejdsmiljøpokalen 2020 kåret

Vinderen af Arbejdsmiljøpokalen 2020 blev offentliggjort torsdag den 19. november, hvor AAU’s arbejdsmiljøorganisation var samlet til den årlige arbejdsmiljøkonference. Prisen, som gives for den ekstraordinære arbejdsmiljøindsats, gik i år til teamet i International Staff Unit.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

English version coming soon

Teamet i International Staff Unit (ISU) blev torsdag den 19. november kåret som vinderne af Arbejdsmiljøpokalen 2020 på AAU. Det skete ved den årlige arbejdsmiljøkonference, hvor rektor Per Michael Johansen for sjette år i træk kunne uddele prisen til en person eller gruppe, der har gjort en ekstraordinær indsats for AAU’s arbejdsmiljø det forgangne år.

En tredjedel af alle indstillingerne fra forskellige medarbejdere pegede i år på ISU-teamet, og AAU’s hovedarbejdsmiljøudvalg (HAMiU) var enige i, at prisen i år skulle gå til de fem medarbejderne i teamet – Chanette Hemdrup Jakobsen, Christina Lademann Wiederholt, Ann Winter Rasmussen, Catarina Bettencourt og Kirsten Böttger Mohr.

Grundet Covid-19 var dele af arbejdsmiljøkonferencen i år digital, og det samme gjorde sig gældende for selve overrækkelsen af Arbejdsmiljøpokalen 2020. Den var filmet før konferencen, og konferencedeltagerne kunne derfor overvære øjeblikket, hvor rektor Per Michael Johansen dukkede op på ISU-kontoret for at overbringe nyheden om, at teamet havde vundet prisen.

I nedenstående video kan du se en præsentation af alle indstillede kandidater. Kandidaterne giver bl.a. deres bud på, hvordan andre kan igangsætte lignende initiativer. I videoen overrækkes Arbejdsmiljøpokalen 2020:


Christina Wiederholt er international staff partner i ISU. Hun fortæller til AAU Update, at hun og kollegerne først og fremmest blev meget overraskede, da rektor dukkede op på deres kontor, og det gik op for dem, at de havde vundet arbejdsmiljøpokalen.

- Derefter var det næste, som meldte sig hos os i teamet, en følelse af stolthed. En stolthed over, at ISU teamet er med til at skabe værdi for vores organisationen; både hos vores internationale medarbejdere og ikke mindst hos vores kolleger i administrationen på institutterne, siger Christina Wiederholt.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de sidste fire-fem måneder har været turbulente for os i ISU, men vi har holdt humøret oppe, og vi har opretholdt et højt serviceniveau i vores opgaveløsning, og vi er selvfølgelig rigtig glade for, at organisationen har anerkendt vores indsats, tilføjer Christina Wiederholt med henvisning til, at direktionen for nylig har omgjort sin beslutning om at nedlægge enheden, der i sin tid blev oprettet på strategiske midler.

Hvad betyder det for jer at være blevet indstillet og vinde arbejdsmiljøpokalen?

- Vi føler os meget taknemmelige over, at vores AAU-kolleger – danske såvel som internationale – via deres indstillinger har anerkendt vores arbejde og indsats. Derudover betyder det naturligvis også meget for os at vide, at vi med vores arbejde har en direkte indflydelse på de internationale medarbejderes positive oplevelse af arbejdsmiljøet på AAU, fortæller Christina Wiederholt.

Per Michael Johansen byder velkommen til årets arbejdsmiljøkonference. Foto: AAU

Trivsel på distancen

Temaet for årets arbejdsmiljøkonference var ’Trivsel på trods af distance’. Foruden uddelingen af Arbejdsmiljøprisen 2020 bød dagen også på oplæg fra foredragsholder og inspirator Jon Kjær Nielsen over emnet arbejdsglæde og sammenhold, trods social distance.

Rektor Per Michael Johansen benyttede desuden lejligheden til at sætte et par ord på årets arbejdsmiljøarbejde:

- Jeg tror godt, jeg tør sige, at arbejdsmiljøåret 2020, af de fleste, har været oplevet som en turbulent og udfordrende tid. Covid-19 har bl.a. trykket ”fast-forward” på digitaliseringsprocesserne. Alligevel viser APV’en og indstillinger til årets arbejdsmiljøpris, at arbejdsmiljøorganisationen måske aldrig har været mere opfindsom og handlingsorienteret – uden nødvendigvis at have en langsigtet plan, lød det fra rektor Per Michael Johansen.

Han roste desuden arbejdsmiljøorganisationen for at arbejde dedikeret og naturligt med arbejdsmiljøprocesserne på AAU.

- Måske er det derfor, I har haft modet og kompetencerne til ikke kun at reagere, men også agere i dette Covid-19 år. Jeg tror på, at der også er mere langsigtede gevinster at høste på de erfaringer. Nogle af de positive ændringer, der sker i vores arbejdsmiljø denne tid, vil formentlig rodfæste sig og blive en fast del af vores arbejdsliv på den anden side af Covid-19, tilføjede han.

Mange deltog i arbejdsmiljøkonferencen digitalt. Foto: AAU

ØVRIGE INDSTILLINGER TIL ARBEJDSMILJØPOKALEN:

PER RIMMEN, CAMPUS SERVICE

Håndværker Per Rimmen tog i forbindelse med et projekt med fokus på mere bevægelse ansvaret for at få et spinninghold op at køre i UniFitness uden for arbejdstiden. Holdet bidrager både til det sociale fælleskab og til mere bevægelse i afdelingen.

KRISTEN OUNANIAN, INSTITUT FOR PLANLÆGNING

Lektor Kristen Ounanian var indstillet for at sikre kommunikation, samarbejde og sociale aktiviteter under Covid-19 samt inklusion af internationale medarbejdere.

ULLA LANGBALLE, HR-AFDELINGEN

Ulla Langballe var indstillet, fordi hun i sin indsats for at styrke den fysiske sundhed har gjort en stor indsats for arbejdsmiljøet under corona-perioden. Hun har blandt andet stået for pausegymnastik og sendt træningskit ud til alle medarbejdere i sin afdeling under hjemsendelsesperioden. Hun har stået sociale aktiviteter og haft fokus på sikker corona-adfærd på kontoret.

Øvrigt nominerede:

  • Noomi Christine Linde Matthiesen for sit initiativ omkring sikkert og inkluderende arbejdsmiljø under corona, god kommunikation til de studerende samt godt arbejdsmiljø via dialog.
  • Karin Rosen Christensen for sit initiativ omkring sociale arrangementer som Zoom-Bingo, Innovations-Yoga under corona.
  • Gitte Willum Borup for sit initiativ omkring elastiktræning.
  • HST Taskforce fordi deres samarbejde om genåbning blev en succes bygget på fællesskab, samarbejde, tjenstvillighed, omstillingsparathed samt hurtig og skarp handling.

MERE INFORMATION: