AAU Update

Russisk AAU-forsker: Mit land er mere end Putin

Russisk AAU-forsker: Mit land er mere end Putin

Julia Zhukova Klausen er født og opvokset i Rusland og arbejder i dag som lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet (AAU). Hun er forarget og forfærdet over det russiske regimes invasion af Ukraine og kalder Putin magtsyg og hans styre diktatorisk. Dog er hun kritisk over for de sanktioner, der rammer russiske forskere og efterlyser mere empati med de almindelige russere, som ikke ønsker krigen.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

På dagen hvor verden vågnede op til nyheden om, at der var udbrudt krig i Ukraine, blev lektor Julia Zhukova Klausen fra Institut for Kultur og Læring ved AAU ringet op af en journalist fra DR. Han ville gerne vide, hvordan Julia Zhukova Klausen som herboende russer så på den russiske invasion af Ukraine.

Julia Zhukova Klausen svarede, at hun var chokeret, bekymret og forarget over de mange menneskeliv, krigen ville koste. Sådan har hun det stadig.

- Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Over de mange mennesker, der dør. Over den store humanitære krise, vi står over for. Jeg tænker meget på det ukrainske folk, men også på det russiske. Min mor bor alene i Rusland, og jeg er meget bekymret for hende. Der er ikke det samme sociale system i Rusland med tilstrækkelig pension og hjælp fra myndighederne, som der er i Danmark. Jeg er enebarn, så hun har kun mig, og jeg kan ikke besøge hende eller sende pakker til hende lige nu, fortæller Julia Zhukova Klausen, som dog er i daglig telefonisk kontakt med sin mor.

AAU-forskeren understreger, at hun ikke skammer sig over sit hjemland, sådan som DR-artiklens overskrift kunne indikere: ’Jeg skammer mig over, hvad mit land gør lige nu’: Russere i Danmark sætter ord på krigens første dag.

 - Mit land er ikke Putin. Det er meget mere end de politiske og militære handlinger, vi ser lige nu. Det er ikke det russiske folk, der er i krig med Ukraine. Det er Putin og hans politiske regime, siger hun.

Russisk modstand mod krigen

Julia Zhukova Klausen har fulgt krigens udvikling tæt – både gennem russiske og vestlige medier og via sociale medier. I krigens første dage læste hun mange kommentarer på sociale medier skrevet af russere, der udtrykte deres medfølelse med det ukrainske folk, og som tog stærk afstand fra det russiske styres invasion af Ukraine.

-  Med tiden synes jeg desværre, at kommentarerne er blevet færre og færre. Måske det er på grund af censur. Måske på grund af frygt. Men der er modstand mod krigen blandt det russiske folk. I medierne har vi set billeder af russere, der demonstrerede mod krigen – til trods for udsigten til fængselsstraf. Bare det at bruge ordet ’krig’ om krigen, bliver du straffet for. Jeg ville ønske, at modstanden fra det russiske folk fyldte mere i de vestlige medier, siger Julia Zhukova Klausen.

Selvom hun kalder Vestens sanktioner mod Putin og hans styre for nødvendige, er der også en tendens, som bekymrer hende. Nemlig den afstandtagen til alt, der er russisk, som hun ser kommer til udtryk flere steder.

- Min datter og jeg kan godt lide at se tv-programmet Masterchef sammen. For nyligt havde man her valgt at droppe et program, der satte fokus på russisk mad. Jeg har svært ved at se, hvordan det begrænser Putin i hans handlinger. Det samme gælder hærværk på en skulptur af en russisk forfatter, lyder det fra Julia Zhukova Klausen, som efterlyser mere empati med de almindelige russere, som ikke ønsker krigen.

Savner humanistisk tilgang til sanktioner

Danske og vestlige universiteter har som konsekvens af krigen i Ukraine valgt at indstille sine forsknings- og uddannelsessamarbejder med Rusland og Belarus. Det ærgrer Julia Zhukova Klausen.

- Jeg synes, det er en meget kortsigtet strategi. Jeg er helt med på, at der skal sanktioner til for at stoppe Putin, men jeg savner en lidt mere humanistisk tilgang til sanktionerne. Det russiske folk har brug for viden fra Vesten, og det gør arbejdet meget sværere for de russiske forskere, når vi stopper samarbejdet med dem, siger hun.

Læs pressemeddelelsen fra Danske Universiteter: Universiteter indstiller samarbejde med Rusland og Belarus

Julia Zhukova Klausen mener, at Vesten burde gøre mere for at støtte de russiske forskere, akademikere og oppositionspolitikere, som er imod Putin. I stedet for at vende ryggen til hele landet.

- Vi er nødt til at sikre fremtiden ved at give det russiske folk adgang til viden, som ikke er censureret af det russiske regime, siger hun.

Opbakning fra alle sider

Personligt har hun dog kun mødt forståelse og empati fra sine nærmeste omgivelser. Både fra naboerne hjemme på villavejen i Vrå, fra familien, vennerne og på universitetet. Hun har modtaget et hav af søde mails og telefonopringninger fra både studerende og kolleger. Ligesom hun også har mødt megen støtte fra sin nærmeste ledelse.

- Jeg er meget privilegeret, og det har virkelig vist mig som mange gange før, hvor fantastisk et sted jeg arbejder, siger hun.

Da krigen brød ud, var hun egentlig heller ikke så bekymret for, hvordan hendes omgangskreds ville reagere. Hun var mere bekymret for, hvilke reaktioner hendes søn ville møde i skolen. Men også her har lærerne ifølge Julia Zhukova Klausen vist sig at være utrolig gode til at håndtere situationen.

Paradokset i flygtningelovgivningen

På samme måde har hun været imponeret over, hvor stor opbakning de ukrainske flygtninge har mødt blandt danskerne. Hvor villige vi har været til at hjælpe fremmede i nød.

- De bliver mødt med åbne arme, og det giver virkelig håb for fremtiden. Jeg vil ønske, at man vil tage det med videre til den måde, man behandler flygtninge fra andre områder af verden på. Der er stor forskel på, hvordan vi taler om og behandler flygtninge. For at sikre de ukrainske flygtninge ordentlige forhold har politikerne været nødt til at ændre i den nuværende lovgivning på området. Det håber jeg, at vi kan lære noget af, fastslår Julia Zhukova Klausen.

Redaktionen har ikke haft mulighed for at komme i kontakt med eventuelle AAU-ansatte med ukrainsk baggrund. Skulle der være nogen, som også er interesserede i at dele deres tanker om situationen i Ukraine, er de meget velkomne til at kontakte redaktionen på update@aau.dk