AAU Update

Politik for balanceret og bæredygtig udvikling vedtaget af direktionen

Politik for balanceret og bæredygtig udvikling vedtaget af direktionen

AAU har nu en officiel politik for en balanceret og bæredygtig udvikling. Politikken udmøntes blandt andet som en del af arbejdet med den nye strategi, der er i fuld gang.

Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation
Foto: Emilie Bach Pedersen, studentermedhjælper, AAU Kommunikation

AAU har nu en fælles referenceramme, der definerer den måde, universitetet arbejder med bæredygtighed på. Direktionen har netop vedtaget ’Aalborg Universitets politik for en balanceret og bæredygtig udvikling’, som i ti punkter oplister AAU’s retning for at bidrage til en balanceret og bæredygtig udvikling af kloden.

Høringer i HSU, FSU, akademiske råd og fakulteternes ledergrupper

Et første udkast til politikken var i høring hos Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) i december 2019, og i løbet af 2020 har fakulteternes samarbejdsudvalg (FSU), de akademiske råd og ledergrupper på fakulteterne også givet deres input til politikken.

Fokus i høringen har været på, hvordan man lokalt kan arbejde med bæredygtighed i sine forsknings-, uddannelses- og videnssamarbejdsaktiviteter.

Bæredygtighed i driften af AAU er også en del af politikken og behandles i bæredygtighedsforummet Sustainable Campus AAU, som er forankret i Campus Service (CAS).

- Politikken for en balanceret og bæredygtig udvikling er en vigtig cementering af AAU’s aktive rolle i arbejdet med bæredygtighed. Denne rolle bliver kun endnu mere tydelig i vores kommende strategiperiode. Derfor er politikken naturligvis også en del af den proces, der lige nu er i fuld gang med at udvikle AAU’s kommende strategi, som er gældende fra 2022, siger rektor Per Michael Johansen.

Se den endeligt vedtagne politik for en balanceret og bæredygtig udvikling på AAU’s bæredygtighedsside