AAU Update

Kunstforeningen Skraaningen skyder gang i ny sæson

Kunstforeningen Skraaningen skyder gang i ny sæson

Kunstforeningen Skraaningen står klar med nye kunstudstillinger, når AAU’s ansatte og studerende engang vender tilbage til campus. Foreningen opfordrer desuden AAU’s medarbejdere og studerende til at melde sig under fanerne, hvis de ønsker egne kunstværker eller hjemmesyslerier udstillet eller de blot kunne tænke sig at være medlem af Skraaningen.

Af Tina Høtoft Ejersted Raunsmed, kasserer i Skraaningen

I Skraaningen er vi som alle andre påvirket af Covid-19, men det betyder ikke, at vi ligger stille. Vi har allerede aftaler med kunstnere, der er klar til at rykke ind på campus i Aalborg, når vi fysisk vender tilbage.

Vi skal blandt andet møde:

Vil du udstille på campus?

Som noget nyt i Skraaningen har DU mulighed for at udstille dine kunstværker og det, du sidder og sysler med derhjemme. Vi har nogle ledige montre, som vi gerne ser fyldt med ting, du som medarbejder eller studerende laver.

Hvis du har lyst til at udstille, så skriv til formand Anna Marie Svenstrup på skraaningen-formand@aau.dk og fortæl om dig selv og dine kreative værker. Vi håber at have fyldte montre, så snart vi er tilbage.

Om Skraaningen

Aalborg Universitets kunstforening, Skraaningen, er et tilbud til kunstinteresserede ansatte, studerende og andre med tilknytning til AAU. Skråningen sørger for skiftende kunstudstillinger på Kroghstræde 3 og i CREATE på Rendsburggade 14. Desuden arrangeres en årlig sommerudflugt, hvor medlemmerne besøger kunstnere, kunstgallerier og kunstmuseer. Til den årlige generalforsamling udloddes forskellige kunstværker, som foreningen har købt i løbet af året.

Hvis du er interesseret i at blive medlem af Skraaningen, kan du skrive til formand Anna Marie Svenstrup på ams@aub.aau.dk. Medlemskab koster 500 kr. om året for ansatte og 250 kr. for studerende.

Følg med i Skråningens skiftende udstillinger og arrangementer på Facebook