AAU Update

Juridisk Institut på AAU står bag landets største jurakonference

Juridisk Institut på AAU står bag landets største jurakonference

Juridisk Institut kunne den 8. og 9. juni byde velkommen til Forvaltningsretskonference 2022 – efter en coronaudsættelse i januar. Konferencen blev holdt for første gang i 2018, og i år tiltræk den 970 deltagere, hvilket gør den til landets største juridiske konference.

Af Anne-Sophia Lundgaard Jensen, AAU Kommunikation. Foto: Baghuset/Michael Bo Rasmussen

Sten Bønsing er professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet. Og så er han skaberen af Danmarks største forvaltningsretskonference. Konferencen var i Sten Bønsings tanker i årevis, inden den for første gang slog dørene op i 2018.

- Jeg har faktisk haft planerne liggende i skuffen i lang tid. Men fordi det er et lidt voldsomt projekt at kaste sig ud i, så lå det der længe. Så greb det mig en dag, og jeg tog initiativet til det. Det er ikke noget, som vi ellers har ret meget af i det juridiske miljø herhjemme, siger Sten Bønsing.

Og at der har været et marked for konferencen, er tydeligt. I år rundede forvaltningskonferencen, som bliver afholdt i Aalborg Kongres & Kultur Center (AAKC), 970 deltagere.

- Det er jo den største juridiske konference der er afholdt i Danmark nogensinde, og det sætter i den grad Aalborg Universitet på det juridiske landkort. Jeg kan mærke på det juridiske miljø, at de interesserer sig for AAU og instituttet, og de spørger mere ind til, hvad vi kan tilbyde, fortæller Sten Bønsing.

At konferencen har været en succes, er også noget der kan mærkes i dagligdagen på det juridiske institut på Aalborg Universitet (AAU).

 - På instituttet trækker vi ofte på eksterne lektorer, og her er der en tydeligt øget interesse fra deres   side. Derudover, får vi igennem konferencen et kanon godt netværk med toppen af   centraladministrationen i Danmark. Konferencen tiltrækker mange deltagere fra styrelser og   departementer, og det netværk kan vi bruge i vores generelle forskning og arbejde på instituttet.

33 forskellige oplæg

Konferencen bliver holdt over to dage, og deltagerne kunne i år vælge mellem 33 oplæg opdelt i 4 spor med klima- og miljøret, digitalisering, socialret og forvaltningsret. For eksempel åbnede folketingets ombudsmand i år konferencen med et oplæg om forvaltningsmyndigheders håndtering af medier.

- Især ombudsmandens oplæg synes jeg var nyt, vigtigt og aktuelt. Jeg synes det siger meget om den nye samfundsudvikling, som medfører at mange nye juridiske principper kommer i spil. For eksempel startede han ud med at sige, at Københavns kommune havde flere mediefolk ansat end Berlingske tidende.

Sten Bønsing fortæller, at der på konferencen også var mange oplæg indenfor socialområdet.

- På AAU har vi Danmarks største forskningsgruppe i socialret. Der var mange indlæg som omhandlede børneområdet. For eksempel adoption eller erstatningssager når det offentlige ikke håndtere sager korrekt.

Derudover var der for eksempel oplæg om GDPR, de store klimaretssager som begynder at dukke op og om embedsmandspligter. Sidstnævnte er meget aktuelt i øjeblikket set i lyset af Støjberg- og minksagerne. Det er Sten Bønsing selv, der udvælger hvilke emner og oplægsholdere, som forvaltningsretskonferencen skal bestå af.

- Jeg har meget fokus på, hvad der er oppe i tiden. Det kan være ny forskning, eller områder hvor udviklingen går så hurtigt, at der er brug for et overblik over nye regler og nye praksis, som måske har forandret sig i løbet af de sidste år. Vi kan mærke, at folk er meget interesseret i at blive helt opdateret, siger han.

Det er ikke kun deltagerne, som er meget interesseret i at komme med på konferencen. Sten Bønsing oplever også en stor interesse fra oplægsholdere.

- Til en konference med 33 oplægsholdere vil der altid være nogle, som bliver syge. Derfor har jeg nogle nødplaner i skuffen. Der er faktisk så stor interesse, at flere har sagt til mig, at de står klar, hvis nogen springer fra. Så interesseret er de i at holde et oplæg, fortæller han.

Udover at blive opdateret på den nyeste viden, så handler konferencen også om at stifte nye bekendtskaber i det juridiske miljø.

- Der er masser af networking at komme efter på konferencen. Udover at få mere viden om nye tendenser, så er networking en af de store grunde til, at deltagerne kommer. Noget af den feedback, som vi har fået tilbage, er at vi skal reservere mere tid i pauserne til networking. Så det vil vi gøre fra næste konference, fastslår Sten Bønsing.

Ikke noget lignende i Danmark

Sten Bønsing fortæller, at forvaltningsretskonferencen skiller sig ud fra de lignende tilbud i Danmark. De andre muligheder består primært af mindre seminarer eller kurser, som ofte er meget emnespecifikke og tiltrækker omkring 50 til 100 deltagere.

Derudover kan de koste op mod 9.000 kroner at deltage i for en enkelt dag. Af den grund har det været en prioritet for Sten Bønsing, at prisen for at deltage i forvaltningsretskonferencen skulle holdes længere nede. Derfor betaler hver deltager kun 2300 kroner for to fulde dage med oplæg.

- Jeg sad og regnede på det, og jeg kom frem til, at når det hele bliver skaleret op til den her størrelse, så kunne det holdes nede i pris. Når der er så mange deltagere, så bliver udgifterne også delt mellem flere. Det giver unikke muligheder. For eksempel går der i år fire parallelle oplæg i gang hver time, fortæller Sten Bønsing.

Sten Bønsing forklarer, at det giver de deltagende mulighed for, at få det mest optimale ud af den tid som de er på kurset. Han henviser til, at man på andre kurser kan have mere ventetid mellem de oplæg man finder relevante. Men at der på forvaltningsretskonferencen er så stort et udvalg, at der gerne altid skulle være et interessant oplæg i gang.  

- En af de tilbagemeldinger jeg har fået er, at det er for svært for deltagerne at skulle vælge, fordi der tit er flere interessante ting i gang på samme tid. Det vælger jeg at tage meget positivt, siger han.

Lige nu bliver konferencen afholdt hvert andet år. AAU’s Juridiske Institut ser frem til, endnu engang at byde velkommen til konferencen i 2024. Sten Bønsing fortæller, at der kan fornemmes en smule utålmodighed blandt tidligere deltagere.

- Konferencen bliver kun afholdt hver andet år, og folk kan næste ikke vente med at komme afsted. Så jeg må lige gå og overveje, om det kunne blive en årlig ting, siger Sten Bønsing.
 

 

Konferencen blev til i samarbejde mellem Juridisk Institut (konferenceansvarlig Professor Sten Bønsing og konferencekoordinator Hanne Kragh), Restaurant AKKC by MESTAalborg Kongres & Kultur Center og Destination NORD samt HjulmandKaptainPoul Schmith/Kammeradvokaten og Karnov Group Denmark.