AAU Update

International Staff Unit fortsætter alligevel

International Staff Unit fortsætter alligevel

International Staff Unit (ISU) kan fortsat yde hjælp og støtte til internationale medarbejdere på AAU. Det har direktionen netop besluttet og dermed omgjort deres tidligere beslutning om, at enheden skulle nedlægges.

Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation

Der vil fortsat være hjælp og støtte at finde for internationale medarbejdere på AAU. International Staff Unit, der siden 2018 har ydet hjælp og støtte til AAU’s internationale medarbejdere, fortsætter i 2021 og fremefter. Det har direktionen netop besluttet.

Beslutningen går dermed stik imod, hvad selvsamme direktion besluttede på et ekstraordinært direktionsmøde i maj. Her betød faldende indtægter og økonomisk usikkerhed, at ISU, der blev etableret som en strategisk indsats, skulle nedlægges. ISU har været finansieret af strategiske midler frem til midten af 2021, og der var ikke i maj penge til at videreføre enheden efter udløbet af de strategiske midler.

Men de penge er nu fundet, og det betyder, at ISU kan fortsætte med at understøtte universitetets internationale medarbejdere.

- Beslutningen om ikke at fortsætte finansieringen af ISU medførte overraskende mange reaktioner og henvendelser til mig personligt. Både fra internationale medarbejdere, som havde været meget glade for den hjælp og støtte, de havde modtaget fra ISU i forbindelse med deres ansættelse på AAU, og fra ledelseslaget, som har påpeget, at indsatsten fra ISU ville være meget svær at undvære på institutter og i andre afdelinger, siger rektor Per Michael Johansen.

Han erkender, at det var en forkert beslutning at nedlægge ISU:

- Vi har i direktionen lyttet til de argumenter, der har været fremført fra flere kanter og valgt, at ISU fortsat skal være en del af den service, vi tilbyder i forbindelse med internationale medarbejdere på AAU. ISU fungerer bedst og billigst som en central enhed, og det kunne derfor ende som en både dyrere og dårligere løsning, hvis der skulle etableres lignende tilbud decentralt, uddyber rektor Per Michael Johansen.

ISU bliver fra midten af 2021 finansieret af eksisterende FS-midler, men fra 2022 bliver ISU’s budget reduceret med ét årsværk.

Kort om ISU

International Staff Unit (ISU) blev etableret i 2018 for at yde professionel støtte og personlig vejledning til alle internationale ansatte og gæsteforskere på AAU.

Læs mere om ISU på deres hjemmeside