AAU logo

AAU Update

Fra praktikanter til first movere i filmindustrien - AMUNET Studio

Fra praktikanter til first movere i filmindustrien - AMUNET Studio

Et praktikophold på Den Danske Filmskole blev startskuddet til at blive iværksættere for Camilla, Mathias, Aishah og Ademir. I dag ejer de 4 medialoger IT-konsulent- og produktionsvirksomheden AMUNET Studio, som beskæftiger sig med at inkorporere ny teknologi i den danske medieindustri.

Af Hanne Gjesing Laursen, AAU Karriere 

Camilla, Mathias, Aishah og Ademir var studiekammerater på medialogi, og på 9. semester var de sammen i praktik på Den Danske Filmskole, hvor de hjalp skolens instruktørstuderende med produktioner. Det var under praktikopholdet, at ideerne begyndte at forme sig, og de udviklede sig under specialeskrivningen. Camilla fortæller:

”Da vi skulle skrive speciale, skulle vi fortælle, hvad vores motivation for projektet var. Vi snakkede om, hvad folk havde lyst til at arbejde med, og hvilket job de kunne tænke sig efter endt studietid. Vi var alle sådan lidt usikre, da vi ønskede et fleksibelt job, hvor man stadig kunne lege med teknologien, men hvor kunne man så finde det? Mathias havde længe gået med en idé om at starte et lille motion capture studio og spurgte så os andre, om vi ville være med, vi sagde selvfølgelig ja. Ideen blev siden hen udviklet og udvidet”.


FRA TANKE TIL FIRMA

Camilla, Mathias, Aishah og Ademir talte videre om ideen, lavede research og forventningsafstemning, hvorefter de forelagde ideen for deres specialevejleder. Camilla fortæller:

”Vores specialevejleder, Henrik Schønau Fog, hjalp os på vej og snakkede med os om, hvordan vi kunne strukturere firmaet mm. Han har hjulpet os rigtig meget – også med hensyn til kontakter til filmindustrien og potentielle job. Vi assisterede bl.a. Henrik med planlægning og udførelse af ViZARTS konferencen, hvor vi mødte en del mennesker, der også var interesserede i brug af ny teknologi i filmindustrien”.

De 4 unge mennesker hjælper for øvrigt stadig med planlægning af konferencen, for derigennem at udvide deres netværk med nye kontakter.

AAU INKUBATOR

Udover at udvide netværket med kontakter fra filmindustrien, har Camilla, Mathias, Aishah og Ademir tilmeldt sig AAU Inkubator. Om det siger Camilla:

”Vi tilmeldte os AAU Inkubator for at få mere vejledning og hjælp til at starte firmaet op. Her fik og får vi stadig en del feedback på vores idé, og det er et sted vi kan gå til for at få hjælp til alt, der har med firmaet at gøre; juridiske spørgsmål, kontrakter og meget andet”.  

EN LÆRERIG PROCES

AMUNET Studio blev til virkelighed, og firmaet er specialiseret i pre-visualization, virtual production, motion capture og i at skabe medieteknologiske oplevelser ved brug af real-time engines, såsom Unity og Unreal engine. Grundlæggerne beskriver processen med at etablere virksomhed som helt speciel:

”Selvom vi var nogen, der havde overvejet at starte virksomheden op, så var der ingen af os, der havde forestillet sig, at det ville blive en realitet så hurtigt, som det er tilfældet. Vejen har selvfølgelig ikke været perfekt, men når ”de gamle” siger, at al erfaring er god erfaring, så er der noget om det. Vi blev hurtigt stemplet som “de studerende”, og vi har været nødt til at tage nogle kampe op”.

Camilla, Mathias, Aishah og Ademir ville ikke lave om på noget i processen, da der har været læring i det, de er stødt på undervejs. De er glade for de afvekslende dage og arbejdsopgaver.

IKKE SOM ALLE DE ANDRE

AMUNET Studio arbejder på deres produktioner på en helt anden måde, end de traditionelle produktionsfirmaer i filmindustrien gør. I den forbindelse drager de nytte af kompetencerne fra AAU:

”De ting, vi arbejder med og udvikler på, er ting, som vi har lært gennem vores uddannelse. Det meste af det er brudstykker fra forskellige fag og projekter, som vi sætter sammen for at få det til at fungere. Vi drager allermest nytte af den problembaserede tilgang. Det er vigtigt for os, at vi kan klare problemerne på stedet, når de opstår og hurtigt kan finde en løsning, og det har vi helt klart lært på medialogiuddannelsen”.

FRONTLØBER I BRANCHEN

Netop det at bryde de traditionelle arbejdsmetoder i filmindustrien vil, ifølge Camilla, have betydning for AMUNET Studios position fremover:

”Teknologien når hver dag nye højder, hvilket giver mulighed for optimering af mange af de eksisterende arbejdsmetoder, hvorved det danske produktionsniveau højnes på det punkt. På trods af det er der få eller ingen virksomheder her i Danmark, der udnytter teknologierne i deres produktioner. AMUNET Studio kommer derfor til at blive et produktionshus, der står i front, når det kommer til brugen af disse teknologier i produktionssammenhæng”.

GODE RÅD

Camilla, Mathias, Aishah og Ademir fik en god idé og gjorde en virksomhed ud af det. Her giver de følgende gode råd til dig, der drømmer om at gøre det samme:

”Sidder du og brænder inde med en lille drøm om at starte noget, så gør det! Det bliver på ingen måde nemt, det er superhårdt – du kommer til at arbejde på virksomheden hele tiden, og du kommer tit til at tænke på, om der overhovedet er lys for enden af tunnelen. Men det er der! Bliv ved med at kæmpe for det, spørg om hjælp, når du kan, for når du ser lyset, så er det det mest givende nogensinde. Det er nu, du har tiden!”

 

OM AMUNET STUDIO

Stiftere: Camilla Mødekjær (26), Mathias Ramsø Thomsen (28), Aishah Hussain (25) og Ademir Pašalić (26)

Uddannelse: Medialogi

Dimittendår: 2019

AAU Update nyhedsliste

Se listen