AAU Update

Bliv klar til semesterstart: Digitale værktøjer, didaktik og pædagogik i din undervisning

Bliv klar til semesterstart: Digitale værktøjer, didaktik og pædagogik i din undervisning

Den digitale undervisning finder fortsat fodfæste, når vi til semesterstart endelig igen også må mødes på campus. Center for Digitalt Understøttet Læring (CDUL) og IT Services (ITS) står fortsat klar til at understøtte, hvordan undervisning kan tænkes og formidles digitalt efter sommerferien. I artiklen her får du som underviser et overblik over, hvordan CDUL og ITS kan hjælpe med at understøtte din undervisning, så digitale værktøjer, didaktik og pædagogik går hånd i hånd.

For English version please go to Get Ready for the New Semester: Digital Tools, Didactics, and Pedagogy in Your Teaching

 

CDUL og ITS har sammen med resten af AAU gjort sig en række erfaringer i forbindelse med den hurtige omstilling fra fysisk til online eller hybrid undervisning. I denne artikel bygger CDUL og ITS videre på erfaringer fra samarbejdet mellem afdelingerne og præsenterer et udpluk af de mange muligheder, du som underviser fortsat kan benytte dig af i forbindelse med efterårets undervisning, når vi er tilbage på campus.

Den hastige digitale udvikling giver hele tiden nye muligheder til undervisningen, og det kan være svært at følge med og afsætte tid til at stifte bekendtskab med alt det nye på egen hånd. ITS og CDUL vil gerne gøre det så let som muligt for undervisere på AAU at bruge en forholdsvis lille indsats på tid og engagement til at øge oplevelsen for både undervisere og studerende med digital understøttelse.

 

Tekniske kompetencer

ITS kan hjælpe med at styrke de digitale kompetencer i forhold til rent teknisk at kunne beherske grundlæggende læringsteknologier og –platforme. ITS tilbyder bl.a. en række gratis minikurser, der er hands-on og skræddersyet efter brugerens behov. Hanne Levisen, der er teamleder i ITS Support, fortæller:

- Et minikursus tager typisk 1 time og kan for eksempel handle om, hvordan du kan anvende MS Teams til online undervisning eller som samarbejdsværktøj med de studerende. Et andet eksempel kan være, hvordan du anvender AAU videokonference eller Poly studio (tidligere Polycom Studio) til delvis online undervisning mellem AAU-lokationer eller med online deltagere, siger Hanne Levisen.

Minikurserne kan gennemføres i samspil mellem ITS og CDUL, så indholdet omhandler anvendelse af teknikken se i forhold til de pædagogiske og didaktik muligheder. Skriv en mail til support@its.aau.dk, hvor du beskriver dit ønske til indhold, så tilrettelægger ITS et minikursus til dig.

Du har også mulighed for hjælp til selvhjælp ved at anvende trin for trin-guides, der repræsenterer ITS’ anbefaling til best practice for brug af teknologi i AAU’s undervisningslokaler, onlineundervisning eller delvis online (hybrid) undervisning. Du finder guides målrettet undervisere på underviser.its.aau.dk. Alt materiale findes på både dansk og engelsk. Minikurserne tilbydes også på begge sprog. Derudover tilbyder AAU gode gratis e-læringskurser i eksempelvis MS Teams, OneDrive for Business, OneNote, MS Planner. Se nærmere i AAU’s kursuskatalog. Endelig tilbyder Microsoft træningsvideoer. Du er som altid også velkommen til at hente rådgivning og hjælp hos ITS Support ved at kontakte ITS på telefon, mail eller i de lokale servicedeske.

 

Pædagogiske og didaktiske kompetencer

Læringsteknologier og nye pædagogiske og didaktiske metoder som eksempelvis flipped learning udvider og ændrer læringsrummet og giver de studerende nye deltagermuligheder og en anden oplevelse af den traditionelle auditorieundervisning. Læringsteknologier og de nye måder at undervise på er ikke kun begrænset til onlineundervisning, men kan i høj grad også bruges til eksempelvis at aktivere og engagere de studerende, når vi igen møder fysisk op på campus. Som underviser kan du få hjælp til at udvælge og kombinere anvendelsen af de forskellige læringsteknologier og pædagogiske og didaktiske metoder, så de pædagogisk og didaktisk giver mening i forhold til AAU’s PBL-model og den givne studieaktivitet. Anja Emilie Madsen, der er teamleder i CDUL, fortæller i den forbindelse om CDUL’s næste arrangement:

- Der bliver en workshop til Læringens Dag d. 24. august, hvor vi introducerer modellen ABC Learning Design. Mangler du inspiration til, hvordan du kan planlægge digitalt understøttede kurser, moduler og semestre med udgangspunkt i PBL, trivsel og interaktion, så deltag endelig i denne workshop, siger Anja Emilie Madsen.

ABC Learning Design er en didaktisk metode, der kan hjælpe med en god og effektiv planlægning, både alene og sammen med dine kollegaer. Læs mere og tilmeld dig her.

- Udover at deltage i workshoppen til Læringens Dag, udbyder CDUL løbende webinarer, workshops og kurser, hvor fokus er på at udvikle undervisernes pædagogiske og didaktiske kompetencer i forhold til digitalt at understøtte PBL. CDUL samarbejder med ITS om at have en IT-supporter med til de arrangementer, hvor det giver mening, så undervisere også har mulighed for at spørge ind til tekniske spørgsmål og udfordringer. Det er en god løsning, fortsætter Anja Emilie Madsen.

CDUL’s arrangementer er samlet på denne side, som løbende bliver opdateret. Finder du ikke det, du har brug for på siden, er du meget velkommen til at kontakte din lokale digitale læringskonsulent her.

CDUL’s hjemmeside kan du finde information om de læringsteknologier, CDUL udbyder i samarbejde med ITS. Du vil også kunne finde pædagogisk og didaktisk inspiration til at understøtte PBL digitalt i temaerne: Aktiver din studerende, Projekt- og gruppearbejde og Synergi mellem kurser og projekt. CDUL har endvidere en række vejledninger, der hjælper dig med digitalt at understøtte undervisning og PBL-aktiviteter.

 

Hold dig opdateret

Hvis du gerne vil følge med i udviklingen af de nye muligheder i MS Teams, kan du melde dig ind i Yammer-gruppen MS-Teams, hvor nye funktionaliteter omtales, og brugere på AAU videndeler.

CDUL deler løbende ud af digitale perspektiver på den problembaserede læring via LinkedIn og nyhedsbrevet Nyt fra CDUL, som du kan tilmelde dig her.

ITS opdaterer løbende indhold på www.underviser.its.aau.dk, og nyheder findes i ITS Update, som du kan tilmelde dig her. Hvis du ikke finder det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte ITS Support.

 

Brug for hjælp?

Kontakt ITS Support eller se underviser.its.aau.dk for IT-teknisk vejledning og support.

Kontakt din lokale læringskonsulent ved CDUL for pædagogisk og didaktisk rådgivning eller send en mail til cdul@aau.dk.