AAU Update

AI Denmark-samarbejdet skudt i gang

AI Denmark-samarbejdet skudt i gang

En velbesøgt konference markerede starten på Industriens Fonds nye initiativ, som skal gøre dansk erhvervsliv bedre til at arbejde med kunstig intelligens. Aalborg Universitet hjælper fem af de 20 virksomheder i første forløb.

Tekst: Torben Haugaard Jensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: AI Denmark

Ca. 275 personer deltog, da Aalborg Universitet og de øvrige hovedaktører i Industriens Fonds nye nationale initiativ AI Denmark afholdt online opstartskonference den 10-11. marts. Projektet skal kickstarte danske virksomheders digitale udvikling med kunstig intelligens på en praksisnær og let forståelig måde. AAU’s bidrag er viden inden for anvendt maskinlæring, innovation management, organisationsforandring, strategi og udvikling af datadrevne forretningsmodeller. AAU’s projektleder og lektor Roman Jurowetzki, AAU Business School, er begejstret over, at projektet er kommet godt fra land.

- Vi så masser af eksemler på anvendt AI på et niveau, hvor de enkelte virksomhederne kunne se sig selv. Det var ikke de typiske cases med oplæg af tech-giganter. Med virksomhederne Hexastate og Ambolt har vi også haft lokale AI-frontløbere med på banen, som vil bidrage til og få udbytte af projektet. Vi har flere projekter med vores fem virksomheder, som bruger hele spektret af AI: computer vision, language processing, process optimering og logistik. Det bliver spændende at løse disse udfordringer sammen med dygtige kollegaer i hele organisationen, som vi trækker ind i projektet igennem AI for the People. Jeg vil også glæde mig til at bygge AI Growth Lab, som vil huse teknologiske impact-projekter på AAU Business School, fortæller Roman Jurowetzki.

Konkret værdi for virksomheder

I de kommende måneder vil hovedaktørerne i AI Denmark hver især arbejde videre med de deltagende virksomheder med udgangspunkt i definerede cases. I første forløb af projektet er Aalborg Universitet ansvarlig for virksomhederne Conpleks, SerEnergy A/S, Nordjyske Medier, Port of Aalborg og Lyngsoe Systems. Søren Juhl Andreasen, Technology Team Manager hos brændselscelle-virksomheden SerEnergy, deltog i opstartskonferencen og øjner flere konkrete udviklingsmuligheder på baggrund af samarbejdet.

- AI Denmark virker som en god indgang til at komme i kontakt med ressourcer, som kan hjælpe med at undersøge, hvordan kunstig intelligens kan bruges i udviklingen af vores produktion af brændselsceller. AI giver gode muligheder for struktureret analyse af data, træning af forskellige typer modeller og neurale netværk til både at lære nyt om eksisterende og ældre data. Derudover vil AI også kunne bistå i automatisering af konkrete analyseprocesser i forbindelse med vores brændselscelleudvikling, forklarer Søren Juhl Andreasen.  

Stort skridt mod brug af kunstig intelligens

Medlem af styregruppen for AI Denmark og dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Rasmus Antoft ser efter opstarten fortsat stort potentiale i det tværgående samarbejde.  

- Med etableringen af AI Danmark har vi taget det første store skridt, når det handler om at få især de små og mellemstore virksomheder til at stille skarpt på kunstig intelligens. På AAU har vi en mangeårig tradition for at bringe viden ud til virksomhederne, men det er en meget kompleks og ressourcekrævende opgave. Derfor er der fortsat et stort udviklingspotentiale på dette område for både os og de andre hovedaktører i AI Denmark. Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab vil kunne indfri dette potentiale, siger Rasmus Antoft.

Fakta

Hovedaktører i AI Denmark er Aalborg Universitet, Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og IT-Universitetet.

120 virksomheder deltager i projektet, heraf 30 virksomheder på AAU.

Projektet er finansieret af Industriens Fond med 34,5 mio. kr. og løber over tre år.

Se en video fra opstartskonferencen på: https://13wotf.videomarketingplatform.co/video/67642922

Yderligere information

AI Denmark

AI for the People Center

Kontakt

Lektor Roman Jurowetzki, AAU Business School, tlf.: 9940 2738, e-mail: roman@business.aau.dk
Dekan Rasmus Antoft, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, tlf.: 9940 8104, e-mail: samf-dekan@aau.dk