AAU Update

Selvom det føles godt at være tilbage i vante rammer, har hjemsendelsen også være en øjenåbner, fortæller AAU-medarbejder Jeevitha Yogachandiran Qvist.

AAU vender tilbage: Jeevitha genfinder sin hverdag

Postdoc Jeevitha Yogachandiran Qvist er glad for at være tilbage på campus. Men samtidig lærte hun af hjemsendelsen, at hun er mere omstillingsparat, end hun troede. Artiklen er anden del i miniserien om AAU-medarbejdernes tilbagevenden til campus.

Af Mads Degn Gregersen, AAU Kommunikation. Foto: Jeevitha Yogachandiran Qvist

- Mest af alt holder jeg af hverdagen.

Sådan lyder en berømt strofe i et digt af Dan Turrél, men det kunne lige så godt være et motto for Jeevitha Yogachandiran Qvist. Og ligesom for mange andre AAU-medarbejdere blev der vendt op og ned på hendes hverdag, da hun blev hjemsendt for knap halvandet år siden som følge af coronanedlukningen.

Hjemsendelsen bliver i løbet af denne sommer ophævet i tre etaper. Anden etape begyndte den 14. juni, hvor det mulige fremmøde på statslige arbejdspladser blev hævet fra 20 til 50 procent.

I den anledning har AAU Update interviewet postdoc Jeevitha Yogachandiran Qvist om, hvordan det er at kunne vende tilbage til sin hverdagsrytme og sit skrivebord på Institut for Politik og Samfund.

- Overordnet set har det været rigtig godt at vende tilbage på campus. Primært fordi det giver mig en bedre rytme i hverdagen at kunne møde ind på arbejde og holde fri, når jeg kommer hjem. Jeg får en bedre work-life-balance. Under hjemsendelsen kom jeg til at lave mere aftenarbejde, og det er også nemmere at komme til at lave overspringshandlinger, når jeg sidder derhjemme, siger hun.

Mere omstillingsparat end ventet

Selvom det føles godt at være tilbage i vante rammer, har hjemsendelsen også været lidt af en øjenåbner, fortæller Jeevitha Yogachandiran Qvist.

- Det har overrasket mig, hvor godt jeg kan omstille mig. Jeg har altid haft en fast arbejdsrytme, hvor jeg har afleveret børn om morgenen og er taget ud på campus for at arbejde. Så da vi blev hjemsendt, blev jeg ret forvirret og tænkte især over, hvordan det skulle lykkes mig at aflevere min ph.d. i oktober. Men jeg fik den afleveret og skulle også forsvare den online, mens alt var lukket ned. Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig, at tre års arbejde skulle kulminere. Men det gik rigtig godt, og jeg har også været lige så produktiv derhjemme, som jeg er på kontoret, siger hun.

- Og jeg har også lært, at mange ting kan klares bedre eller lige så godt online. Det er tit mere effektivt at holde møder på den måde. Særligt projektmøder har fungeret overraskende godt, siger hun.

Savnet kolleger og studerende

Hendes forskningsområde er ulighed i tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det forsker hun i med brug af register- og survey data, hvor meget af arbejdet forgår med statistikprogrammer på en computer. Derudover har videnskabelige artikler og bøger været tilgængelige online, og derfor oplever hun ikke, at distancearbejdet har påvirket hendes muligheder som forsker. 

- Den største faglige udfordring har været kontakten til de studerende. Det er bare noget andet at have mødt sine studerende i virkeligheden, når man skal vejlede og holde forelæsninger. Det har også været en mærkelig oplevelse at møde nogle af sine studerende for første gang til eksamen. Jeg tror også, at det har været lidt trist for de studerende, siger Jeevitha Yogachandiran Qvist. 

Ud over kontakten til de studerende har hun også savnet sine kolleger og de uformelle møder, som opstår ved kontorets knudepunkter.

- Der har været forskellige tiltag, såsom som digitale frokostmøder og sociale arrangementer. Det har også virket til dels, men det er bedre at mødes ved frokostbordet eller kaffemaskinen, siger hun.

OM AAU VENDER TILBAGE:

I anledning af AAU-medarbejdernes tilbagevenden til campus bringer Update en miniserie, hvor forskellige medarbejdere fortæller om deres oplevelse med at møde ind igen efter måneder på hjemmekontoret. Artiklerne følger de tre faser af genåbningen og udkommer derfor omkring den 21. maj, 14. juni og 1. august, hvor regeringen har givet grønt lys til henholdsvis 20, 50 og 100 procents fremmøde på statslige arbejdspladser.

Læs den forrige artikel i serien: AAU vender tilbage: Malthe møder sine kolleger for første gang

Sidste år bragte AAU Update en artikelserie om AAU-medarbejdernes oplevelser på hjemmekontoret. Læs eller genlæs artikelserien AAU arbejder hjemmefra her

Læs mere om den gradvise genåbning af campus på AAU's coronahjemmeside