AAU Update

AAU lancerer diversitet- og inklusionstræning: Bliv bevidst om det ubevidste

AAU lancerer diversitet- og inklusionstræning: Bliv bevidst om det ubevidste

Hvad ser du for dit indre blik, når du hører ordene ’administrerende direktør’ og ’sygeplejerske’? Sandsynligvis ser du en mand i jakkesæt og en omsorgsfuld kvinde. Men hvorfor egentlig? AAU’s Udvalg for Ligestilling og Diversitet lancerer en række nye kurser, der bl.a. skal gøre op med ubevidst bias.

Af AC-fuldmægtig Louise Toft Andersen og specialkonsulent, Tina Strandvig

Hvad ser du for dit indre blik, når du hører ordene ’administrerende direktør’ og ’sygeplejerske’? Sandsynligvis ser du en mand i jakkesæt og en omsorgsfuld kvinde. Men hvorfor egentlig? AAU’s Udvalg for Ligestilling og Diversitet lancerer en række nye kurser, der bl.a. skal gøre op med ubevidst bias.

- De nye kurser skal være med til at åbne vores øjne. Vi skal forstå, hvad der er på spil, når vi ubevidst behandler folk forskelligt. For vores fordomme og bias ligger lige under huden på os, hvilket gør det svært at se en anden verden end vores egen.

Sådan lyder det fra dekan Lars Hvilsted Rasmussen, formand for AAU’s Udvalg for Ligestilling og Diversitet (ULD), som skyder den første serie af diversitet- og inklusionstræning i gang den 23. maj 2022.

- Vi ekskluderer sjældent nogen bevidst. Vi gør det, fordi vi bliver utrygge, når folk ikke ligner os selv. Det kan være i samarbejdet med kollegaer, når vi udøver ledelse eller i vores måde at kommunikere på. Derfor tilbyder vi nu denne kursusrække, så vi kan blive bevidste om det ubevidste, fortæller Lars Hvilsted Rasmussen.

På kurserne vil deltagerne blive introduceret til, hvordan ubevidst bias kan spænde ben for målrettet kommunikation, ligesom deltagerne vil få redskaber til at træffe beslutninger renset for ubevidst bias.

Diversitet er ikke bare et buzzword

Selvom vi ofte hører om vigtigheden af diversitet, understreger han, at det ikke bare er et buzzword på AAU. Det er noget, vi ser hver eneste dag, når vi møder mennesker med forskellige køn, alder, nationalitet eller religiøse udtryk.

- Men hvis vi skal drage nytte af diversiteten, skal vi arbejde med at skabe en inkluderende kultur – og det kræver træning. På vores kurser kommer vi derfor til at arbejde med inklusion og diversitet som en kompetence, fremfor noget vi skal tilstræbe, forklarer han.

I løbet af foråret og efteråret 2022 er det muligt at tilmelde sig kurser i:

  • Ubevidst bias
  • Inkluderende sprog og kommunikation
  • Inkluderende ledelse
  • Kulturel intelligens  

Kurserne er gratis at deltage i og henvender sig til alle medarbejdere på AAU. Kurserne faciliteres af konsulentfirmaet ConnectingCultures og afholdes på både dansk og engelsk. Læs mere og tilmeld dig nedenfor.

Ubevidst bias
Inkluderende sprog og kommunikation
Inkluderende ledelse
Kulturel intelligens  

Du kan læse mere om AAU’s arbejde med ligestilling og diversitet på hjemmesiden Udvalget for ligestilling og Diversitet her.