AAU Update

Lektor Simone Riis Porsborg fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og lektor Jimmi Normann Kristiansen fra AAU Business School er blandt de AAU-forskere, der har deltaget i AAU Play. Foto: AAU Play

AAU-forskere formidler deres viden til gymnasieelever på AAU Play

På AAU Play kan landets gymnasier finde inspiration til undervisningen i form af korte videoforelæsninger og tilhørende opgavesæt fra en lang række AAU-forskere. Grib muligheden for at træne dine formidlingsevner og vær med til at inspirere unge i deres uddannelsesvalg, lyder opfordringen fra to lektorer, der allerede har medvirket i konceptet, til forskerkolleger på AAU.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation. Fotos fra AAU Play

Likekulturen på sociale medier, kunstig intelligens og bæredygtige svampebatterier. Emnerne spænder bredt i streaminguniverset AAU Play, hvor forskellige AAU-forskere præsenterer deres forskning i korte videoforelæsninger med tilhørende opgavesæt. Videoerne på AAU Play er målrettet gymnasieelever og et af AAU’s seneste skud på stammen af gymnasierettede tilbud.

Mulighed for at give noget tilbage

Siden foråret 2020 har 29 AAU-forskere fra forskellige videnskabelige områder deltaget i en video på AAU Play, heriblandt lektor Simone Riis Porsborg fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og lektor Jimmi Normann Kristiansen fra AAU Business School. De mener begge, det har været en god oplevelse at medvirke.

- Jeg meldte mig, fordi jeg synes, det er et rigtig godt koncept. Jeg er ikke vokset op i et akademisk hjem, og jeg synes, det var svært at gennemskue, hvilken uddannelse jeg skulle vælge. Jeg kunne godt have haft glæde af et initiativ som dette, da jeg var yngre, så jeg vil gerne give noget igen. Forhåbentlig kan min video medvirke til, at give gymnasieeleverne et bedre indblik i, hvad det vil sige at gå på universitetet og beskæftige sig med forskning og innovationsledelse, siger Jimmi Normann Kristiansen.

Træning i forskningsformidling

Simone Riis Porsborg har tidligere undervist gymnasieklasser i forbindelse med besøg på AAU, og opgaven var derfor ikke helt ny.

- Jeg har altid syntes, at formidling er spændende og en vigtig del af rollen som forsker. Jeg så det som en god mulighed for at få trænet mine evner i at formidle min forskning for et bredere publikum. Vi er som forskere vant til at tale om vores forskning i et meget specifikt fagsprog, og derfor er det en meget god øvelse at arbejde med at bruge lægmandssprog til at beskrive den forskning, man arbejder med, fortæller hun.

Simone Riis Porsborgs videooptagelser faldt desuden kort efter den første coronanedlukning af universitetet, og optagelserne var derfor også en form for opvarmning til den tid med digital undervisning, som har fulgt efter.

Flere andre deltagende forskere har desuden givet udtryk for, at de så AAU Play som en mulighed for at få lavet noget materiale, som kunne imødekommende de typiske spørgsmål og henvendelser, de modtager fra gymnasier med jævne mellemrum.

Selvom dét at medvirke kræver, at man river lidt tid ud af kalenderen til forberedelse, udarbejdelse af opgavesæt og optagelser, lyder meldingen fra dem begge, at de klart vil anbefale andre AAU-forskere at prøve kræfter med formatet. Jimmi Normann Kristiansen brugte den tid på at forberede sig, som han gør ved en almindelig universitetsforelæsning, mens Simone Riis Porsborg brugte lidt mere, end hun plejer. Hun valgte at teste sit oplæg af på en bekendt gymnasieelev for at få en fornemmelse af, om hun havde ramt det rette niveau og den rette form.

- Optagelserne forløb stille og roligt. Der var en afslappet stemning, og hvis man sagde noget forkert, kunne man bare tage det om. Filmfolkene kunne klippe det hele sammen efterfølgende, fortæller Simone Riis Porsborg.

De næste optagelser

Universitetet har fået positiv respons på konceptet fra flere gymnasier i det nordjyske. Det har længe været planen at gennemføre en evaluering af AAU Play sammen med en fokusgruppe bestående af undervisere fra gymnasieskolen. Grundet Covid-19 er dette dog blev udskudt, men forventningen er, at en evaluering bliver gennemført i september.

De næste optagelser til AAU Play kommer til at foregå i maj måned. Pladserne er besat, men der er også planlagt en optagerunde den 2.-4. november. Forskere, der har lyst til medvirke i efterårets runde, er velkomne til at henvende sig til projektlederne i AAU Kommunikation, Tina Vestergaard Lange og Trine Jensen, for at høre mere om mulighederne.

Jimmi Normann Kristiansens forelæsning handler om innovationsledelse som forretningsdisciplin. Se videoen her:

 

Simone Riis Porsborg fortæller i sin video om, hvordan stamceller fra fedtvæv kan få vores sår til at hele hurtigere. Se den her: 


Mere information: