AAU Update

Rektor bakker op om sortlistet AAU-forskers ret til ytringsfrihed

Rektor Per Michael Johansen bakker i et interview med P4 Nordjylland op om AAU-professor Xi Ling, som ukrainske myndigheder har sat på en liste over eksperter, de mener er prorussiske. Li Xing selv afviser. Rektor fastslår i interviewet, at forskere har ret - og udvidet pligt – til at udtale sig om deres forskning.

Lagt online: 02.08.2022

- Så længe man holder sig på dydens smalle sti og udtaler sig på et forskningsfagligt grundlag, så har man ikke alene ret – men også en pligt – til at udveksle den forskning, man laver, med det omgivende samfund.

Sådan lød det blandt andet fra rektor Per Michael Johansen, da han mandag den 1. august blev interviewet af P4.

Her kommenterede han på DR’s nyhed om, at AAU-professor Li Xing fra Institut for Politik og Samfund er blevet sat på en liste over 70 udlændinge, som de ukrainske myndigheder opfatter som utroværdige i forhold til at udtale sig om krigen i Ukraine.

Ifølge DR mener de ukrainske myndigheder, at Li Xing er prorussisk, fordi han blandt andet er kritisk over for NATO’s vokseværk og effekten af de sanktioner, der er indført over for Rusland.

Li Xing afviser over for DR, at han skulle støtte den russiske side af krigen. Over for DR slår han fast, at hans udtalelser er baseret på faglige analyser – ikke personlige holdninger:

- Jeg er ikke prorussisk. Jeg siger bare, at krigen har en lang historie.

Rektor Per Michael Johansen fortæller i udsendelsen, at universitetet bakker op om Li Xing og hans forskningsfaglige ytringsfrihed. Han pointerer desuden, at al forskning bliver bedømt af fagfæller, før det udgives.

Hør rektor udtale sig til P4 Morgen ca. 2 timer og 12 minutter inde i programmet den 1. august. Find det her.

Michael Baggesen Klitgaard, institutleder på Institut for Politik og Samfund, har til radioavisen på P4 også udtalt, at man som forsker skal være fri til at udtale sig, så længe man gør det på et videnskabeligt og sagligt grundlag:

- Det er vigtigt, man kan gøre det, uden frygt for at havne på en eller anden form for liste, siger han.

Institutlederen medvirker i radioavisen den 1. august kl. 7.30. Du kan søge udsendelsen frem her.