AAU Update

Rektor: Vi tager det meget alvorligt, at vi bedriver vidensopbygning – ikke politik

I en artikel i Weekendavisen kommenterer rektor Per Michael Johansen på den nyligt vedtagne erklæring fra Folketinget, som opfordrer universitetsledelser til at gøre op med politiseret forskning.

Lagt online: 11.06.2021

Tirsdag vedtog et flertal af Folketingets partier en erklæring, som opfordrer universiteternes ledelser til at sørge for, at "politik ikke forklædes som videnskab."

Men ifølge AAU-rektor Per Michael Johansen er det en opgave, som universiteterne i forvejen tager alvorligt. Det har han for nyligt forklaret til Weekendavisen.

- Selvfølgelig kan Folketinget og alle borgere i øvrigt have en forventning om, at vi som universitetsledelse sikrer, at forskningen har den højest mulige kvalitet. Det mener jeg også, at vi gør. Vi tager det meget alvorligt, at vi bedriver vidensopbygning, ikke politik. Men viden får ofte også politiske konsekvenser, siger rektor til Weekendavisen.

Han påpeger også, at der allerede findes mekanismer til at forhindre politiseret forskning.

- Folketinget skal huske på, at der eksisterer et forskningskvalitetssystem, hvor alle kan indklage alle for videnskabelig uredelighed, hvis man mener, at forskningen er ' forklædt politik', som ikke står mål med kravene til videnskabelig kvalitet, siger han.

Læs Weekendavisens artikel ’Pseudoforskning: Her går det godt’ via Infomedia (kræver AAU-login – brug artiklens titel til at søge den frem)