AAU Update

Prorektor: Gode optagelsestal

I denne uge er prorektor Anne Marie Kanstrup blevet interviewet af blandt andre P4, TV 2 News og TV 2 Nord i anledning af studieoptag.

Lagt online: 29.07.2021

4351 studerende blev i går tilbudt en studieplads på Aalborg Universitet. I den anledning er prorektor Anne Marie Kanstrup blevet interviewet af P4, TV 2 News og TV 2 Nord.

Hos P4 bliver prorektor bedt om at beskrive årets optag på AAU, som er en anelse lavere end i 2020 – på trods af en stigning i antallet af ansøgninger.

- De mest populære uddannelser er Medicin, Psykologi, Kommunikation og Digitale Medier, Erhvervsøkonomi og Jura. Man kan sige, at vi har haft et rigtig flot ansøgerantal, men det betyder ikke, at vi kan optage flere, end vi plejer at gøre, fordi de studerende har især søgt de her fem populære uddannelser, siger hun til P4.

Også hos TV 2 Nord bliver prorektor bedt om at sætte ord på årets studieoptag.

- Det er nogle gode tal. Vi har et stabilt optag og har haft det i de sidste fem år. Vi hæfter os ved, at vi kan se, at der er nogle interesser blandt de unge. De søger især mod uddannelser inden for bæredygtighed og sundhed, siger hun.

Hos TV 2 News bliver prorektor interviewet om optaget på AAU’s it-uddannelser, hvilket hun også beskriver som ’godt’.

- Vi har en stigning på fem procent på vores it-uddannelser. Vi runder de 1.000 studerende på vores it-uddannelsesoptag. Vi er også stadig Danmarks største it-universitet med 20 it-uddannelser. Så vi er glade for at kunne tilbyde så mange muligheder til de mange unge, som har interesse for det. Vi er også glade for at kunne uddanne så mange til en branche, som virkelig har et behov, siger hun til TV 2 News.

Hør interviewet i P4 Morgen Nordjylland den 28. juli 2021 (cirka 01:12 inde i udsendelsen)

Se indslaget hos TV 2 Nord

Læs også om årets studieoptag på aau.dk