AAU Update

HUM-DEKAN: Humanistisk forskning er blevet mere optaget af at gøre en forskel i samfundet

Humanistisk forskning blevet mere anvendelsesorienteret, viser et nyt ph.d.-projekt af Lasse Gøhler Johansson ved Institut for Kommunikation og Psykologi. Det giver Henrik Halkier, HUM-dekan på AAU, ham ret i i en artikel i Akademikerbladet.

Lagt online: 07.05.2021

Siden 90'erne er humanistisk forskning blevet mere praksisnær og anvendelsesorienteret. Særligt indenfor nye fag som pædagogik og medievidenskab, som befinder sig i grænselandet mellem humaniora og samfundsvidenskab. 

Det er blandt fundene i en ny ph.d.-undersøgelse fra Lasse Gøhler Johansson ved Institut for Kommunikation og Psykologi, som i dag bliver omtalt hos Akademikerbladet. 

- Der har været en øget efterspørgsel efter viden på de her områder, men man skal nok også se det i lyset af den ændrede bevillingsstruktur, vi har set de senere år, hvor finansieringen i højere grad foregår eksternt via både offentlige og private kilder. Og disse midler bliver også i højere grad udloddet til anvendelsesorienteret forskning, siger Lasse Gøhler Johansson i artiklen.

I samme artikel erklærer Henrik Halkier, dekan ved Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet, sig enig i, at den humanistiske forskning i dag er mere praksisnær end tidligere. Han ser dog ikke noget modsætningsforhold mellem grundforskning og anvendt forskning.

- Selvom den har en anden form og et andet genstandsfelt, trækker den nye forskning fortsat på det samme repertoire som tidligere, når det gælder begreber og teoridannelse. Men der er en højere grad af dialog og et forsøg på at gøre en forskel i samfundet, siger Henrik Halkier.

Læs artiklen hos Akademikerbladet

Læs også: Humaniora flytter sig mod praktisk anvendelig forskning